Første gang i 10 år: Rekordfå huse på markedet lige nu

Udbuddet af både villaer og rækkehuse falder for sjette måned i træk. For første gang siden 2010 er der nu mindre end 30.000 huse til salg. Bliv klogere på, hvad det betyder for din bolig.

Ifølge nye tal fra Boligsiden er der lige nu 29.858 villaer og rækkehuse til salg i Danmark. Det er halvanden procent mindre end for en måned siden og således sjette måned i træk, at antallet af huse til salg falder. Udviklingen betyder, at vi netop nu ser det laveste antal huse til salg i 10 år.

– Da vi startede 2020, havde vi ingen forventninger om, at udbuddet af huse ville dykke til så lavt et niveau, og da slet ikke allerede i starten af efteråret. Det er typisk først her, at udbuddet begynder at falde i takt med, at sæsonen går på hæld. På grund af corona og den ekstraordinære situation på markedet, er udbuddet nu faldet siden starten af april. Det er højst usædvanligt, fortæller Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

Rekordlavt antal boliger til salg

Hvis man lægger antallet af de villaer og rækkehuse, der er til salg, sammen med de ejerlejligheder og sommerhuse, der også er på markedet, er det samlede antal stadig rekordlavt. Det samlede antal boliger til salg på Boligsiden er nemlig faldet til under 50.000. Det er første gang, at det samlede udbud er så lavt.

– Markedet for villaer og rækkehuse er klart det største, og derfor er det naturligt, at det samlede udbud dykker markant, når antallet af huse til salg falder til et så lavt niveau. Men det er også det vilde sommerhussalg og den pæne udvikling i salget af ejerlejligheder, der er med til at trække det samlede udbud ned, fortæller Birgit Daetz.

Udviklingen i det samlede udbud af boliger

Det er ikke kun udbuddet af villaer og rækkehuse, der er faldet det seneste år. Samme tendens gør sig gældende for ejerlejligheder og sommerhuse.

(Kilde: Boligsiden)

Mest læste artikler