Penge og usikkerhed får boligejerne til at droppe grøn energi

Mere end hver tredje boligejer er interesseret i at investere i solceller, solvarme eller varmepumper. Men prisen er for høj, og hver gang politikerne piller ved reglerne for afregning og tilskud, gør de det langt mindre attraktivt at investere i vedvarende energianlæg, viser en ny undersøgelse.

En varmepumpe i jorden eller solceller på husets tag. Mere end hver tredje boligejer er interesseret i at investere i et vedvarende energianlæg. Det er særligt interessen for solceller, der er høj, viser en spørgeundersøgelse som YouGov og Dansk Byggeri har lavet blandt danske boligejere. 

– Boligejerne har uden tvivl større fokus på både at spare på energien og på grøn energi, og det smitter af på boligen. Interessen vil uden tvivl stige de kommende år, men spørgsmålet er, om det bliver økonomisk overkommeligt for alle at være med på den grønne bølge, og om politikerne formår at lave permanente ordninger, så boligejerne ved, hvad de kan regne med i forhold til afregning og tilskud, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen, i en pressemeddelelse.

Læs også: Energirenovering – her er alle de tilskud, du bør kende

En stor investering

24 procent af boligejerne peger i spørgeundersøgelsen netop på, at solceller, varmepumper og andre vedvarende energianlæg er for stor en investering, og hele 16 procent peger på, at der er for stor usikkerhed om de økonomiske vilkår ved investeringen.

Energirenovering er vigtig

I dag kommer 37 procent af den energi, vi bruger, fra olie, 35 procent fra vedvarende energi, 16 procent fra naturgas og 12 procent fra kul og koks.

– Lige så stille bliver sort energi erstattet af grøn energi, men selvom al energi efter planen skal være grøn i 2050, er det vigtigt, at vi bliver ved med at energirenovere, så vores boliger bruger mindre energi. Det giver jo for eksempel ingen mening at varme vores huse op med grøn energi, som bare fiser ud af utætte vinduer og døre. Uanset om vi bruger grøn eller sort energi, er det er stadig nødvendigt, at vi bruger så lidt energi som muligt, siger Camilla Damsø Pedersen.

Sådan kan du energioptimere

Energirenovering af boligen kan både betale sig, hvis du skal sælge eller blive boende i dit hus mange år fremover. Forbedringer, der medfører en bedre energimærkning, øger nemlig værdien af dit hus og sænker samtidig energiforbruget betragteligt. Her kan du se fire gode indsatsområder, der kan være med til at give dit hus et meget bedre energiforbrug.

Mest læste artikler