Kendskab til husslag en fordel
Spørgsmål: Er det forsvarligt at sælge sit hus uden en ejendomsmægler?
Svar: Måske – men det kræver et godt kendskab til procedurerne. Der skal laves salgsopstilling, tilstandsrapport, energi-mærke, indhentes tilbud på ejerskifte-forsikring, annonceres på nettet
og i avisen samt fremvises. Vil I sælge med så lave omkostninger som muligt, så vil jeg anbefale en internet-ejendomsmægler, der står for det praktiske og papirarbejdet.
Skal vi indfri 5 pct. lån
Spørgsmål: Vi har et 5 pct. obligationslån på 800.000 kr. i huset og vi har pengene til at indfri det. Er det en god idé?
Svar: Hvis indfrielsen af lånet ikke betyder, at jeres likviditet bliver anstrengt, så er det ud fra en rentebetragtning en god idé.
Renteudgiften er inklusive bidrag cirka 5,5 pct. I kan højst opnå 3,5 pct. i banken ved binding i tre år. Opsig lånet via jeres bank til førstkommende termin.
Digital signatur
Spørgsmål: Er der sikkerhed nok i en såkaldt digital signatur?
Svar: Ja, en digital signatur er sikker nok, men lav en adgangskode på selve computeren, så indbrudstyve ikke kan misbruge den – og husk koden udenad.
Rotterne er løs på matriklen
Spørgsmål: Jeg har rotter på min grund. Hvad gør jeg?
Svar: Du ringer straks til kommunens rottebekæmper. Du har krav på assistance og rådgivning i forhold til at få rotterne bekæmpet.