Boligskatteregler bliver udskudt til 2024 – se hvad det betyder for dig

De nye boligskatteregler træder ikke i kraft i 2021 som planlagt, men først i 2024. Ifølge ekspert kan det både betyde gevinst og tab for boligejerne. Se, hvad det betyder for dig her. 

Regeringen har foretaget et eftersyn af skattevæsenet, der har resulteret i, at de nye boligskatteregler ikke kommer til at træde i kraft i 2021 som planlagt, men først i 2024. 

Det fortæller skatteminister Morten Bødskov (S) i et pressemøde onsdag den 23. oktober 2019.

Det skyldes, at it-systemerne ikke bliver klar til planlagt tid, da der er store problemer med den algoritme, der skal fastsætte værdien af grunde og boliger.

Store konsekvenser for boligejere

Det var meningen, at det nye boligskattesystem skulle træde i kraft den 1. januar 2021. Men de store problemer med udviklingen af det nye beregningssystem har nu betydet, at det udskydes indtil 2024 – og det kan have store konsekvenser for boligejerne. 

Om udsættelsen kommer til at have betydning for dig, afhænger dog af hvilken type bolig du har. Ifølge Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea, vil det for nogle boligejere ikke få den store betydning, mens andre vil få gevinst eller opleve tab.

– De store tabere er de boligejere, der bor i provinsen og yderområderne. De stod til at få en skattelettelse i 2021, og den skattelettelse er nu udskudt til 2024. Så hvis man som boligejer havde glædet sig til at få en skattelettelse og tænkt, at de penge ville man gerne bruge til noget specifikt, er man i den situation, at den ikke kommer ikke før 2024. Så man går glip af 3 års skattelettelse, siger hun. 

Ejerlejlighederne bliver ramt 

Det er dog primært ejerlejligheder, der bliver ramt af udskydelsen. Hvis man havde købt ejerlejlighed inden januar 2021, ville man nemlig have fået skatterabat. 

Den skatterabat er nu blevet rykket til 2024, og det betyder, at købere får tre år mere til at handle bolig og samtidig få skatterabatten. Noget der ifølge Lise Nytoft Bergmann er positivt, da det vil give mindre turbulens på det danske boligmarked.  

Udskydelsen af boligskattereglerne vil have konsekvenser for købere og sælgere af ejerlejligheder.

Nu kan man nemlig nå at reagere på, om de nye vurderinger har betydning for, om man vil blive boende i sin ejerlejlighed, købe ny eller måske sælge. 

– Nu ved vi, at vurderingerne kommer i 2021-2022. Resultatet ender med at være det samme, men den turbulens, der ville være kommet ved at man som boligejer skulle tage hurtige beslutninger på baggrund af vurderingerne, er blevet strukket. Derfor har man bedre muligheder for at tænke sig om, inden man køber en ejerlejlighed inden 2021, blot fordi man vil nå at have skatterabatten. Og som sælger bliver salgsbeslutningen heller ikke forceret, fortæller Lise Nytoft Bergmann. 

Udfordringen udskudt i tre år

Det fjerner dog ikke udsigten til, at ejerlejligheder i især hovedstadsområdet kan forvente at betale højere boligskatter efter skæringsdatoen i 2024. Og når udgifterne ved at bo i ejerlejlighederne stiger, fordi skatterne er blevet højrere, vil det være med til at presse priserne ned.

– Men det har rykket det hele og taget noget af panikken ud af markedet, fordi man ikke behøver at reagere så hurtigt. Nu får man bedre til at få tænkt sig om, inden der kommer panikhandler, siger Lise Nytoft Bergmann. 

Mest læste artikler