Sådan får dine tulipaner et længere liv i vasen

5 tips holder de afskårne tulipaner friske og ranke længst muligt.

Få dine tulipaner i vase til at holde længere

En buket tulipaner ser smuk ud, som den står der i en vase på bordet eller i vindueskarmen, men glæden varer ofte kort. For allerede efter 5-7 dage – og nogle gange hurtigere – begynder de afskårne tulipaner at hænge med hovedet.

Her får du derfor de 4 trin, du skal følge, når du putter tulipaner i vase – og fem tricks, der efterfølgende får buketten til at holde meget længere:

4 trin, når buketten skal i vase

  1. Start med at skære cirka 1 cm af stilken med en skarp kniv. Skær stænglen skråt. På den måde optager tulipanerne bedre vand. Sørg for, at buketten fortsat er bundet op og pakket ind – så vil de senere stå ranke og fine af sig selv.
  2. Put tulipanerne i en vase med frisk og kølig vand. Lad dem stå køligt og suge vand til sig i et par timer.
  3. Efter et par timer kan du fjerne indpakningen og placere buketten, hvor du vil. Dog gerne køligt.
  4. Placer ikke tulipanerne i træk, direkte sollys eller nær frisk frugt, da blomsternes ældning påvirkes af den ethylengas, som frugterne afgiver. 

5 tricks, der får tulipaner i vase til at holde længere

  1. Skær altid tulipanerne med en kniv – klip dem ikke med en saks
  2. Hvis du hver dag køler tulipanernes vand ned med et par isterninger, lever de længere
  3. Sæt tulipanerne et køligt sted om natten
  4. Skift tulipanernes vand mindst hver anden eller tredje dag
  5. Du kan også skære et nyt snit i stænglen så ofte som én gang om dagen, hvis du vil sikre, at tulipanerne bliver ved med at suge vand.

Tulipaner blomstrer i haven i april/maj. Hos blomsterhandlerne begynder tulipan-sæsonen imidlertid tidligere på året. Her kan du allerede købe tulipaner fra november/december og frem til februar/marts.

Læs mere, hvis du er interesseret i at gro tulipaner i haven.

Hold dine tulipaner i vase
Brug de 5 tricks, hvis du vil holde dine tulipaner smukke i vasen. Foto: Getty Images

Kilder: Viivilla.se og Plantorama.dk

Ajourført 2024

Mest læste artikler