Sådan binder du en sommerbuket direkte fra haven

Skab blomsterdekorationer med alt det smukke fra din egen have. Vi har udvalgt en buket med roser, geranium, mollis og rosmarin. 


Gå ud i haven og hent din egen buket

Når roserne blomstrer i fuldt flor, er der ikke noget bedre end at plukke dem og arrangere dem i vaser indendørs.

Buketten har roser i tre farver – lyserøde, lyslilla og orange

Måske kan man ikke nænne at plukke sine roser fra haven, men Lars Jon gør det altid mindst én gang om året. Det er nok den mest luksuriøse buket, man kan have stående fremme.

Du kan selvfølgelig også binde denne buket smukt med kun en eller to forskellige rosensorter, og farvevalget er også dit.

Roser har ikke altid lange stilke, så de kan også arrangeres i lave vaser eller bare med hovederne i et fad med vand.

Sådan binder du en buket af tre slags roser, mollis, geranium og rosmarin:

  1. Start med at snitte hver stilk, inden de bliver arrangeret i vasen. Fyld lunkent vand i vasen, eventuelt med holdbarhedsmiddel.
  2. Først arrangeres alt det grønne i vasen.
  3. Derefter de mindste lyserøde roser – arrangeret lidt tilfældigt mellem det grønne.
  4. Fortsæt med de store lyserøde roser, og arranger dem frit mellem de små roser.
  5. De orange roser stikkes ind spredt mellem de to andre slags. De grønne rosenknopper må gerne stikke lidt højere op end de andre roser – det giver en lethed til buketten.
  6. Slut af med at fylde geranium og mollis i buketten, så den får fylde og helhed.

Mest læste artikler