Corona: Danskerne tømte butikkerne for dette armatur

Pandemien resulterer i efterspørgsel efter produkter, vi ikke før anså som nødvendige. For eksempel er salget af et helt særligt armatur sendt på himmelflugt. Her kan du læse om det populære produkt.

Salget af berøringsfrie vandhaner er steget markant som følge af coronapandemien. Risikoen for smittespredning har gjort produkterne meget mere attraktive for, særligt, skoler og andre offentlige instanser. Den stigende efterspørgsel ses imidlertid også i høj grad blandt private boligejere.

Så meget er salget steget

Nogle grossister og producenter inden for el og vvs melder om fordobling i salget af berøringsfrie vandhaner, mens andre melder om tredobling. Flere af dem har haft travlt med at undgå, at varelageret løb tør for armaturerne, som faktisk var tilfældet i foråret. De understreger dog også alle, at de kunne have solgt mere, hvis ikke de i perioder havde haft udsolgt. Det vurderes, at der samlet er solgt omkring 50 – 60.000 berøringsfrie vandhaner i Danmark i 2020. Det svarer til en vandhane per husstand i Esbjerg Kommune, der har omkring 114.000 indbyggere.

Coronapandemien har sat ekstra skub i markedet, hvor der efterspørges mere automatik og en større grad af digitalisering, lyder det i en pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Bedre hygiejne og mindre vandregninger

Hos XL-BYG kan de også mærke interessen for de berøringsfri vandhaner i deres byggemarkeder, fortæller produktchef, Klaus Kaltoft i en pressemeddelelse.

– Det er i høj grad helt almindelige danskere, der driver efterspørgslen på de berøringsfri armaturer i dag. De har fået øjnene op for, at der udover en forbedret hygiejne også er mindre rengøring og bedre økonomi i vandhanerne, og det er noget, der taler til dem, siger han.

Generelt kan XL-BYG se en større efterspørgsel for alle slags berøringsfrie produkter, også skylleknapper til toilettet. Det store salg i Danmark har givet genlyd hos producenterne, der har sat gang i udviklingen af nye design til produkterne.

Mest læste artikler