Tjek træets imprægnering

Trykimprægneret træ er grønt. Men ikke alt grønt træ holder.


Af Lise Mortensen Høy, idényt nr. 7, 2006

Trykimprægneret træ er en rigtig god og langtidsholdbar løsning til den nye carport, hegn, stolper i jord og sternbrædderne på tagudhænget. Her vil det imprægnerede træ normalt kunne holde både 20 og 25 år. Men kun hvis det er ordentligt trykimprægneret, vel at mærke.

Dybt ind i træet
Vil du lægge penge, tid og kræfter i et byggeprojekt, er der god grund til at tjekke, om det trykimprægnerede træ nu også er behandlet i dybden – for det er ikke alt “grønt træ”, der så at sige holder, hvad det lover.

Trykimprægnering er en proces, hvor træet kommer ind i store tanke. Her kommer det først under vakuum, hvor fugt og luft trækkes ud af brædderne. Herefter bliver tanken fyldt med imprægneringsvæske, som under tryk fylder træets porer ud.

Her er ingen garanti

• DS/EN 351-1, P1: Træet er så svagt imprægneret, at det faktisk ikke egner sig til udendørs anvendelse.

• DS/EN 351-1, P5: Træet bør kun anvendes til midlertidige konstruktioner.

• Er træet slet ikke mærket – har du ingen garanti!

Tjek mærkningen
Ser du efter træ, der er mærket med NTR – der står for Nordisk Træbeskyttelses Råd – er der helt præcise retningslinjer for alle dele af processen. Der er krav til, hvor koncentreret imprægneringsvæsken skal være, hvor længe træet skal være i tanken, samt hvor stort tryk der skal være på tanken.

Endelig kontrolleres det, hvor meget af den gode imprægnerende væske træet rent faktisk optager under processen.

Når imprægneringen foregår rigtigt, er alt vedtræ mættet med imprægneringsvæske. Det faste kernetræ er derimod for tæt i strukturen til at optage væske og er desuden stærkt nok til at klare sig uden imprægnering.

Mærker, der holder

NTR AB: Træ uden jordkontakt. Egner sig fx som beklædningsbrædder i fyr til træfacader, gavlbeklædninger, hegn, sternbrædder og andet, der gerne skal holde.

NTR A: Træ i jord og ferskvand. Egner sig fx som stolper i fyr til carporte, hegn og lignende, som er nedgravet direkte i jord eller i ferskvandssøer, fx til bådebroer.

NTR Gran: Granbrædder til hegn og facader. Hegn, malede facader o.l. Grantræ er vanskeligt at trykimprægnere, men NTR GRAN sikrer en rimelig kvalitet af granbrædder i op til højst 25 mm’s tykkelse.

DS/EN 351-1, P8: Er den fælles europæiske standard for trykimprægneret træ. Standarden svarer til det hjemlige NTR-mærke.

Holder ikke
Vælger du træ uden NTR-mærket, har du ingen garanti for, at træet holder som forventet.

Der kan “snydes på vægten” på flere forskellige måder, så selv om træet har den rigtige grønne imprægneringsfarve, kan det være, at væsken kun er trængt et par millimeter ind i overfladen.

Selv om et bræt eller en stolpe er grøn helt ind til kernetræet, er det alligevel ikke garanti for, at træet kan holde. Imprægneringsvæsken kan være så fortyndet, at den kun virker i ganske få år! Så se efter træ, der er kvalitetsmærket.

Mest læste artikler