Sådan sikrer du dig en hvepsefri sommer

Vil du undgå hvepse i haven om sommeren, skal du allerede begynde at forebygge i foråret. Der findes nemlig fire smarte metoder til at mindske antallet af de insisterende insekter i din have - og ved dit middagsbord. Se dem her. 

Hver sommer holder hvepsene fest på terrassen, og som de fleste har erfaret, kan de være et anstrengende selskab omkring havebordet.

Plejer du at være så generet, at du ikke kan sidde i din have, kan det derfor være en god idé at forebygge hvepsebesøg allerede i foråret. Det er nemlig på dette tidspunkt, at du ved hjælp af et par nyttige tricks, kan gøre din have mindre attraktiv for de stribede tilflyttere. Når hvepsene først er kommet, er det nemlig svært at slippe af med dem igen.

Vi giver dig de bedste tricks til at forebygge hvepse i haven her:

1. Fjern hvepsebo under opbygning

Når hvepsedronningen er færdig med at vinterdvale sidst i april, går hun i gang med at bygge sit eget bo. Derfor er det allerede i foråret, at du skal holde øje med nybyggede hvepsebo i vægge, på loftet, i brændeskuret, garagen, legehuset eller et andet sted, hvor de kan bo i fred.

Det siger sig selv, at det er lettere at få bugt med et lille hvepsebo end et stort. Derfor er den bedste metode til at bekæmpe hvepsene at fjerne de begyndende hvepsebo i det tidlige forår – og løbende tjekke efter nye små hvepsebo.

Når hvepsekolonien først har vokset sig stor, kan boet huse to til tre tusind hvepse. Finder du et hvepsebo senere på året, bør du derfor søge professionel hjælp til at fjerne det. Husk at en stor og vred hvepseflok kan være livsfarlig.

2. Forebyg hvepse under middagen med fælde

Der er intet, der kan lokke en hveps til bordet, som den lækre duft af marineret grillmad og søde drikkevarer. Hvepsene behøver desværre ingen invitation, og hvis du vil undgå de ubudne gæster til festmåltidet, kan du i stedet lokke dem i en hvepsefælde.

Det er såre simpelt.

Gå lidt væk fra bordet og hæng en hvepsefælde op med noget sødt i – så burde de sultne insekter søge derhen. Insisterer de på at spise med ved bordet, kan du prøve dette smarte trick, som burde skræmme hvepsene væk på få minutter. 

3. Forebyg med nemt, falsk hvepsebo

Hvis hvepsene tror, at der allerede findes et hvepsebo i din have, holder de sig væk. Derfor kan du forebygge deres besøg ved at kreere et falsk hvepsebo.

Du behøver faktisk ikke gøre andet end at hænge en brun papirspose fyldt med luft op på terrassen. Det lyder næsten for simpelt, men det virker! Se, hvordan hvepseboet bruges her

4. Forebyg hvepse i sensommeren

I sensommeren går hvepsekolonien i opløsning, og det er i denne periode, at hvepsene ofte bliver nærgående og aggressive. De er på jagt efter sukker, og er din have fyldt med frugter som æbler, bær og andre søde sager, har du skabt et rent slaraffenland for hvepsene. Hvis du vil forebygge besøg fra de sukkertrængende insekter i denne periode, bør du derfor fjerne alt nedfalden og dårlig frugt fra haven. Det er nemlig ren lokkemad!

Mest læste artikler