Plettet Voldsnegl er den nye dræbersnegl – og den skal dø, siger Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen opfordrer haveejere til koordineret indsats mod Plettet Voldsnegl. Se her, hvordan du genkender og afliver Den plettede Voldsnegl eller endnu bedre - spiser den.


Til kamp mod Den plettede Voldsnegl!

Plettet Voldsnegl kan meget let blive haveejernes næste dødsfjende. Belært af erfaringen med dræbersneglenes invasion opfordrer Miljøstyrelsen derfor nu alle haveejere til i samlet flot at bidrage til at stække Den plettede Voldsnegls fremmarch, mens det endnu kan nås.

Plettet Voldsnegl har nemlig ifølge Miljøstyrelsen fået et alt for godt tag i danske haver, og det vil kun blive værre i takt med, at de varslede klimaændringer bliver en realitet. 

Voldsnegl på københavnske volde

Voldsneglen er ellers en fredelig lille skabning, der på ingen måde lever op til sit frygtindgydende navn. Artens danske navn skyldes, at sneglen, der stammer fra varmere himmelstrøg omkring middelhavet, i slutningen af 1800-tallet blev lukket ud på de københavnske volde. Formålet var, at der med tiden skulle opbygges en spiselig sneglebestand.  

Den plettede Voldsnegl som forret

 
Escargots serveret med smør og krydderier i eget hus.  

Den plettede Voldsnegl var nemlig dengang som nu en delikattesse. I Frankrig, Spanien og Portugal spises den stadig med stor velbehag på linje med vinbjergsneglen. I Frankrig går Den plettede Voldsnegl under navnet “petit-gris”. Det latinske navn for arten er Cornu aspersum.

De snegle, der i stadigt stigende omfang er begyndt at hjemsøge danske haver, kan faktisk godt forvandles til den lækreste forret, hvis de vel at mærke bliver opdrættet på den rette måde i tiden op til tilberedningen.

Spis voldsneglen med rigelig smør

Der findes mange forskellige opskrifter på denne variant af “escargots”, som er den franske kulinariske betegnelse for spiselige snegle. Essensen af opskrifterne er dog som regel den samme: sneglene skal efter en indledende kort opkogning ind i ovnen garneret med en smørblanding, hvor de klassiske ingredienser ud over rigelig smør er hvidløg, skalotteløg, persille og salt og peber. 

Sneglen som skadedyr

De fleste haveejere ville dog hurtigt få afsmag for Den plettede Voldsnegl, hvis de skulle spise sig igennem de horder af snegle, der er begyndt at befolke danske haver. Faktisk er der allerede haveejere, der tæller de plettede voldsnegle, de har måttet skaffe sig af med, i tusinder. 

Sneglene findes i dag i stort set alle landsdele i Danmark og nogle steder i meget stort antal. Desværre yder villahaver en særlig tiltrækning på Plettet Voldsnegl, fordi de trives særlig godt i områder med lav og åben bebyggelse og rigelig fugt. Sneglenes foretrukne fødeemner omfatter desuden mange af de mest skattede planter fra blomsterbedet og køkkenhaven. Derfor er velplejede og velvandede villahaver ofte et sandt paradis for Den plettede Voldsnegl. 

Miljøstyrelsen advarer mod Plettet Voldsnegl

Den plettede Voldsnegl er ganske vist endnu ikke lige så udbredt i Danmark som Den iberiske Skovsnegl (dræbersneglen), men Miljøstyrelsen mener, at der er vigtigt at være på forkant med udviklingen:

“Plettet voldsnegl er endnu ikke invasiv i Danmark, da den har en begrænset udbredelse, og i denne udbredelse kun i få tilfælde optræder som et skadedyr,” hedder det i faktaark fra Miljøministeriet. “I udlandet er den dog et kendt skadedyr, blandt andet for private haveejere. Med et fremtidigt varmere klima i Danmark vil det danske vejr blive mere lig det man finder i sneglens oprindelige udbredelse, hvorfor plettet voldsnegl måske vil øges i antal og have en øget betydning i fremtidens Danmark.” 

Miljøstyrelsen erklærede mål er derfor “at informere befolkningen om faren ved at udsætte arten”, så at “antallet af introduktioner nedbringes”

Den gode nyhed

Det gode ved bekæmpelse af Plettet Voldsnegl er, at de enkelte individer er lette at finde og nemme at udrydde, og man kan bruge præcist de samme metoder som ved bekæmpelse af dræbersnegle. Det vil sige, at både sneglegift, overklipning og overhældning med kogende vand er effektive metoder. Den enkleste måde at aflive dem på er at træde oven på dem, så vil de omkomme på stedet. 

Den dårlige nyhed 

Det store problem ved bekæmpelse af Den plettede Voldsnegl er dog, at sneglene kan formere sig eksplosivt. Sneglene er hermafroditter og kan derfor parre sig med enhver anden Plettet Voldsnegl, der kommer forbi.

Sådan et lille romantisk møde kan kaste mellem 30 og 120 æg af sig. En Plettet Voldsnegl kan avle kuld med et interval på 6 uger. Det kan give over 400 æg pr. snegl i løbet af en sæson.

Den plettede Voldsnegl går i dvale, når det bliver for koldt. Sneglen kan overleve i op til 5 graders kulde. 

Sådan ser Plettet Voldsnegl ud

Plettet Voldsnegl kaldes på engelsk “Brown Garden Snail”. Brun er også en af de farver, som sneglehuset kan antage, men voldsneglenes hus forekommer i et bredt farvespektrum fra gult til brunt.

Sædvanligvis fremtræder de spiralformede sneglehusene med veklsende mørke og lyse tværstriber. Sneglehuset hos et udvokset individ måler mellem 2 1/2 til 4 centimeter i diameter. Kroppen er slimet og blød i en farveskala fra grå til brun.

Se i øvrigt billedet her på siden af Plettet Voldsnegl (fotografet på Sicilien).

Mest læste artikler