Hold dræbersneglene ude af salatbedet

Dræbersnegle og rådyr har gjort kål på det meste af første omgang af bladgrøntsager i Lotte Bjarkes have. Nu er det tid til anden runde, og hun har sat sneglehegn op for at holde de uvelkomne gæster ude af bedet. 


Sneglehegn med ombukket kant

Efter en – jeg fristes til at skrive velsignet – omgang regnvejr er det blevet tid til såning af bladgrøntsager i køkkenhaven for anden gang i år. Sneglehegnet kom op i weekenden, så nu skulle det forhåbentlig kunne lykkes selv at få lidt glæde af de grønne blade.

Sneglehegnets effektivitet hænger sammen med det ombuk, kanten har. Sneglekroppen kan simpelthen ikke bøje sig i den vinkel, ombukket har, og sneglene kan derfor ikke passere det.

Luk kanter med malertape

Det er selvfølgelig en anelse fjollet at lave en trekantet indhegning mod sneglene, men det var det, der passede ind i køkkenhavens layout i år. Hegnet skal være helt lukket i hjørnerne, og vi har fundet ud af, at malertape er en god løsning til at samle de skarpe kanter.

Sneglehegn i metal

Dette sneglehegn er lavet i blik. Det er et effektivt materiale, fordi metallet virker ubehageligt på en sneglekrop. Endnu mere virkningsfuldt er et sneglehegn i kobber. Kobber har en strømledende effekt, der bevirker, at den ubeskyttede sneglekrop får noget, der ligner små stød, når den forsøger at forcere kobberhegnet.

Kobberhegn er dog en meget kostbar investering. Kobber egner sig bedst, når det bliver benyttet som en bræmme af kobbertape omkring plantekrukker, hvor dræbersnegle er uønskede.

Sneglehegn i træ

Sneglehegn kan både købes færdiglavede, men man kan også selv konstruere et. Hvis man bruger metal, kan man ombukke metalkanten, så hegnet former et et-tal, som på billedet ovenfor.

Sneglehegn kan også opbygges i træ. Sørg dog altid for at skabe en bufferzone omkring sneglehegnet. Hvis der ligger grene eller haveaffald tæt på eller hen over sneglehegnet, så kan dræbersnegle se deres snit til, at kravle over hegnet og ned i din paradisiske køkkenhave.

Dræbersnegle er især glade for bladgrøntsager

Foto: Lotte BjarkeHer i haven er vi ikke hårdt angrebet af dræbersnegle, men der er nok til at skabe bekymring, og de er især glade for bladgrønsagerne, som er meget lidt delikate efter et sneglebesøg. Der er nu sået rucola, spinat, pakchoi, endivie og dild bag hegnet og også en ny omgang salat, selv om det er lidt tvivlsomt netop nu. Salatfrø spirer dårligt ved høje temperaturer, men går det ikke, må der eftersås. Sommeren er lang nok til at få gang i produktionen igen, så der kan frådses i hjemmedyrket bladgrønt.

Læs også: Hold dræbersneglene ude af din have – 10 effektive måder.

Hjortetakolie mod rådyrene

Foto: Lotte BJarkeSneglehegnet holder snegle men ikke rådyr fra salaterne, så ved samme lejlighed blev der på genboens foranledning frisket op på de duftmættede væger med hjortetakolie, der er placeret rundt om i køkkenhaven i håbet om, at rådyrene finder andre græsgange. De første blev sat op for 14 dage siden efter en rådyrfest, og siden har der ikke været besøg. Her krydses fingre…

Der skal ryddes op, før sneglehegnet sættes op, hvis ikke det er etableret fra sæsonstart. Se her hvordan

Mest læste artikler