Sådan sikrer du dig en frodig have til sommer

Du kan allerede nu lægge fundamentet til en frodig sommerhave ved at forberede jorden og gøde i rette mængder


Start forberedelserne allerede nu

Det er skønt at sidde i havestolen i sommervarmen og nyde synet af blomster, i krukker og frodige bede med planter, buske og grøntsager.

Uanset, om din have er stor eller lille, om dine bede er højbede eller almindelige bede, eller om du dyrker det meste i krukker – er det nu, du skal sætte ind med forberedelserne. Og det er helt grundlæggende, at jorden skal være god, og at planterne skal have den nødvendige gødning. En årlig jordforbedring giver bedre resultater på både kort og langt sigt, og den rette gødning giver frodighed og smukke blomster hele sommeren.

Bland komposten

Det er oppe i tiden at kompostere køkken- og haveaffald. Ja, mange kommuner uddeler kompost i løbet af foråret – kvit og frit. Du kan benytte komposten som langsom gødning, der frigives til planterne, efterhånden som den omsættes.

Her er det vigtigt, du er opmærksom på, at jo mere omsat komposten er, jo mere koncentreret er den typisk. Fx kan den helt omsatte kompost fra genbrugspladsen have meget høj pH-værdi og meget høj gødningsværdi. Så høj, at planterne ikke kan tåle at blive plantet i ren kompost.

Planterne dør, fordi der bliver dannet omvendt osmose i rodsystemet, så vandet så at sige bliver trukket ud af planten – så de dør af vandmangel.

Regnormene hjælper

Derfor skal du blande kompost op med sphagnum, der har en lav pH værdi. Alternativt kan komposten blandes med havejord, så det bliver en “mildere” blanding, som planterne kan tåle.

Vær opmærksom på, at hvis du bruger din egen kompost, er den ofte ikke helt omsat, når du lægger den ud i bedene. Det betyder, at der er organisk materiale tilbage, som mikroorganismerne i jorden kan omsætte. Næringsstofferne forbruges i denne proces, så derfor kan kompost godt betyde, at du skal gøde ekstra – indtil næringsstofferne fra komposten langsomt bliver frigivet.

Spred komposten ud, og vend den ned i jorden med en spade eller fordel den i overfladen med en rive. Herefter får du hjælp af regnormene, der transporterer komposten ned i jorden.

Det bedste tidspunkt at sprede kompost er foråret.

Kompost og NPK

Kompost og kunstgødning kan fint kombineres. Du kan fx starte med at give bedene kompost om foråret og supplere med kunstgødning.

I løbet af sommeren, når planterne vokser mest og har mest behov for næring, skal de have mere gødning.

Det ideelle er at give lidt gødning ad gangen og gøde flere gange. Hvis du giver mere gødning, end planterne kan bruge, vaskes gødningen bare ned i jorden. Så hellere et lille drys fx en gang om måneden.

Frodige blomster

I blomsterbedet består forårets forberedelse i at løsne jorden, fjerne det spæde ukrudt – og jordforbedre.

Har du kompost, kan du blande den med en neutral sphagnum i forholdet to dele sphagnum og en del kompost. Det kan benyttes til at grave/rive ned i staudebedet, hvor det forbedrer jordkvaliteten og gøder.

Blomsterbedet har godt af et let drys gødning ca. en gang om måneden med start i april og hele sommeren

Frodige krukker

Små krukker med store planter tørrer hurtigt ud, så vælg forholdsvis store krukker og potter. Du kan også give dine nyindkøbte planter en god start i krukken med langtidsvirkende gødningstabletter, der langsom frigiver de nødvendige næringsstoffer. Det gør pasningen meget nemmere.

Sommerblomster

Hvis du planter sommerplanter ud, er det en god idé at jordforbedre med næringsberiget sphagnum eller en blanding af kompost og sphagnum. Læg gerne et tre cm. tykt lag ud over hele bedet, og grav det grundigt igennem. Det giver en løs jord med et godt næringsindhold, som sikrer sommerblomsterne den bedste start.

Sommerblomster har ekstra brug for gødning. De er “sat i verden” for at blomstre stabilt hele sommeren, så de skal have lidt ekstra. Også her gælder det: hellere flere små drys gødning – end et stort.

Gød lidt ad gangen

Det ideelle er at give planterne gødning lidt ad gangen – og så til gengæld øge antallet af gange til en gang om måneden. Husk også, at en jord med grove fibre fra sphagnum eller kompost gør det muligt for planten at “komme af med” eventuelt overskydende vand.  

Mest læste artikler