Nyt skadedyr truer din buksbom

En ny aggressiv larve, som æder din buksbom, er dukket op i Danmark. Buksbom i danske haver er i forvejen hårdt ramt af de to svampesygdomme buksbomkvistdød og buksbom grentørre. 

Et nyt skadedyr har fundet vej til Danmark. Der er tale om buksbomhalvmøllet, der betragtes som en invasiv art, og som normalt hører hjemme i fugtige subtropiske områder i Østasien.

Buksbomhalvmøllet med den latinske betegnelse Cydalima perspectalis har nu bredt sig til Europa, I 2019 blev buksbomhalvmøl registret både ved København, i Ringsted og på Stevns og Fyn, skriver Haveselskabet, som har fået henvendelser fra haveejere både nord for hovedstaden og på Stevns, der undrede sig over, at der er stribede larver i deres buksbom.

Læs også: Sådan undgår du skægkræ

Grådige larver

Buksbomhalvmøllet lægger deres æg på bladenes underside, hvor de efter kort tid klækker til larver. Larven er op til 38 mm lang og minder lidt om larven fra en stor kålsommerfugl.

Læs også: Buksbom – alt om pleje, plantning og beskæring af den skulpturelle hæk

De grådige larver kan helt afløve buskene, og i visse tilfælde kan de endda finde på at gnave i barken på grene og stammer. Ved kraftige angreb kan buskene afgå ved døden, skriver www.plante-doktor.dk.

Der findes så vidt vides ikke specielle nyttedyr i Danmark, som kan gøre det af med denne nye trussel mod din buksbom. Derfor gælder det om at være på vagt og holde øje med, om larverne dukker op. Hvis angrebet ikke er så voldsomt, kan du manuelt fjerne larverne. Hvis angrebet er voldsomt, kan du spule planterne, men det kan efterfølgende give risiko for svampeinfektioner.

Det er efter al sandsynlighed handel og transport med planter, der er årsag til udbredelsen af Buksbomhalvmøllet.

Mest læste artikler