Lav dine egne tomatplanter

Har du pludselig smagt din yndlingstomat, så kan du heldigvis selv dyrke den. Lav dine egne tomatplanter ved at følge denne enkle vejledning i fire trin. 


Det er både nemt, sjovt og billigt at lave sine egne tomatplanter. Følg denne vejledning, så kan du forvandle tomaterne på tallerkenen til tomater på tomatplanter.

Foto: Lisbet Plum1. Vælg din tomat

Begynd med at finde nogle tomater, du godt kan lide. Det kan være cherrytomater, bøftomater, blommetomater, gule tomater eller bare nogle tomater, du synes er særlig gode og søde i smagen.

Læs også: 10 gode råd til tomater i drivhus

Foto: Lisbet Plum2. Skær tomaten i skiver

Tag din udvalgte tomat, og skær i tynde skiver. Der er mange frø i en skive, og de spirer nemt.
Foto: Lisbet Plum

3. Fyld jord i potter

Så tager du nogle potter og fylder dem ca. trekvart op med almindelig pottemuld eller havejord. Herefter tager du en tomatskive og lægger den på jorden.
Foto: Lisbet Plum

4. Sæt potten lunt

Drys jord over skiven, så det lige dækker. Sæt potten lunt, uden direkte sol. Vand potten jævnligt, så jorden er fugtig. I løbet af en uges tid spirer der masser af små nye tomatplanter frem.

Speed processen op

Hvis du gerne vil fremme spiringen, så træk en gennemsigtig plastpose over potten til sidst. Brug fx en frysepose. Hvis der dannes kondensvand på indersiden af posen, kan du klippe et hjørne af posen i toppen. Fjern posen, når spirerne er oppe.

Bestøvning

Husk, at de små, gule blomster, der fremkommer i løbet af sommeren, kræver bestøvning for at give tomater, så enten skal du sætte planten ud, så insekterne kan sørge for bestøvning. Eller du kan stryge med en pensel fra blomst til blomst for at få pollen til at befrugte blomsterne. Tomater skal stå varmt og lyst.

Mest læste artikler