Mistbænk til de nye planter

En mistbænk er egentlig en formeringskasse, der gør det muligt at få planterne i gang, før det er muligt på friland, fordi kassens lidt højere temperaturer får planterne til at gro hurtigere.


 Foto: Anemette Olesen
Så nemt kan det gøres. Fire sider træ bliver til en mistbænk.

En kasse og et lag komøg
“Mist” er tysk og betyder “gødning”, og et lag heste- eller komøg i bunden
af formeringskassen får
temperaturen i vejret inde i kassen.

Vælg et sted med læ
Udvælg et sted i haven, hvor der er nogenlunde læ og godt med sol. Grav jorden op, så drivbænkens størrelse bliver fx 80 cm på langs og 50 cm på tværs. Grav et ca. 50 cm dybt hul, og fór den kolde bund med fiberdug og derefter med et lag halm. Oven på halmen fordeles nu et ca. 40 cm tykt lag frisk hestemøg, og en træramme med samme mål, gerne med hjørnestolper, placeres omkring det opgravede stykke jord.

Over jordplan
Oven på hestemøget kommes ca. 20 cm god muldjord, og jorden klappes godt til, hvorefter den er klar til at så i. Man kan også så i flamingokasser, der stilles oven på jorden i mistbænken. Jorden må godt være hævet op over jordplan, så mistbænken virker som et højbed. Det giver også mulighed for lunere jord, fordi solen bedre kan opvarme den.

Pas de små ny

Når man har sået, lægges en ramme med plast eller glas over bænken. En drivbænk må passes, og der åbnes for bænken, når planterne er spiret frem, og det bliver varmere i vejret. Ved at placere mistbænkvinduet skråt, med retning syd, vil mistbænken indfange solens stråler. Hvis der er udsigt til nattefrost, må mistbænk­vinduet dækkes til med tæpper, aviser eller andet.

Tidlig såning af salat
Den varme mist­bænk kan bruges til en tidlig såning af salat, blomkål, sommerblomster og lignende. Når planterne er ved at være store, og det er tid til udplantning, er det en god idé at vænne planterne gradvis til temperaturen uden for mistbænken.

Gå i højden
En mistbænk kan også fremstilles til altanen, men da bør også siderne være fremstillet af gennemsigtigt materiale langs kanterne for at sikre lys nok.

Hold sneglene ude
Når sneglene invaderer haven, må man tænke på, hvordan man beskytter planterne, så de ikke bliver spist, og her kan den gammeldags driv- og mistbænk være en vigtig for­meringskasse.
Sneglene må ikke kunne komme til planterne, og plantefrø får et forspring i de sneglesikre rammer, så de kan vokse sig pænt store, før de skal plantes ud i sneglesikre bede. For at undgå, at sneglene kan krybe op til planterne i mistbænken, må trærammerne forsynes med metalprofiler, som er bukket med en vinkel på 45 grader.

Mest læste artikler