Friske jordbær direkte fra dit eget jordbærbed

Når det gælder jordbær, er friskheden afgørende for smagen. Derfor er der al mulig grund til, at du har egne jordbær i haven. Jordbær er en ret nøjsom plante og nem at dyrke, hvis man kender de små tricks til succes og selvforsyning med de søde bær.


Plant det nye bed nu

Hvis du aldrig har dyrket jordbær før, kan du kaste dig ud i det nu. Det bedste tidspunkt at plante jordbær på er efter forskrifterne i juli, men nu om dage kan man købe planter fyldt med knopper, så man sagtens kan høste lækre bær allerede i år. Der er nogle plantesygdomme, der forfølger jordbær, og derfor er det altid en god ide at købe sunde, sygdomskontrollerede planter til sit nye jordbærbed.

Sådan planter du jordbærplanterne

Et jordbærbed må ikke anlægges et sted, hvor der før har været dyrket jordbær. Jorden er “træt”, siger man, og det giver dårlig vækst. Men det er jo ikke noget problem for den, der ikke før har dyrket jordbær. Vælg et solrigt sted med almindelig, god havejord, og plant planterne med cirka 25 cm’s mellemrum. Pas på, at du ikke dækker plantens hjerteskud med jord, for så har den svært ved at skyde.

Nyplantede jordbærplanter skal vandes

Et etableret jordbærbed behøver sjældent vand på denne årstid, men nyplantede planter i god vækst skal vandes grundigt efter plantning og med mellemrum, indtil de har fået godt fat i jorden. Undgå sjatvanding, der gør mere skade end gavn.

Vanding og gødning

Mådehold med vanding og gødning af jordbær er vigtigt for succes. Vanding bør så vidt muligt undgås i et etableret jordbærbed, indtil blomstringen er overstået, og der skal ikke gødes før efter høst. Ellers går al væksten op i blade.

Du kan speede tempoet lidt op ved at dække med fiberdug i foråret, men så snart blomstringen begynder, skal fiberdugen fjernes, så bierne kan komme til at bestøve bærrene. Ellers bliver det så som så med høsten.

Læs også: Sådan dyrker du jordbær i krukker

Læg halm under jordbærrene

Det er et godt gammelt trick at lægge halm under jordbærplanterne, når bærrene begynder at udvikle sig. Halmen forhindrer, at der stænker vand op på bærrene i regnvejr og hjælper dem til at tørre hurtigt, og det mindsker risikoen for gråskimmel.

De sunde sorter- vælg med omhu

Der er stor forskel på sorternes modtagelighed over for svampesygdommene gråskimmel og meldug. Gå efter de sundeste sorter som Dania, Korona, Polka og Honeoye frem for at lade dig lede af romantiske følelser for gamle sorter som Senga Sengana, Dybdahl og Zephyr. Det kan spare dig for mange ærgrelser.

Forny dit bed

Jordbær sætter masser af udløbere i løbet af sommeren. Klip dem af, så planten ikke bruger kræfter på dem, men lad enkelte sidde på de bedste planter, der giver mest og er sundest.

Plant de små planter for enden af udløberne i potter med pottemuld, men klip først navlestrengen, når de har slået rod. Plant de nye planter ud i frisk jord i juli-august, så har du en ny række jordbærplanter ganske gratis.

Jordbærbedet bør fornys hvert tredje år, men hvis du planter udløbere hvert år, er det på skinner. Husk frisk jord til nye planter. Unge planter giver få men store bær. Ældre mange men små.

Læs også: Brug jordbærplanter som bunddække og undgå ukrudt

Jordbær-sygdomme

Meldug ses som en grålig belægning på blade og blomster. Den optræder især, når planterne har problemer med vandoptagelsen. Gråskimmel ses som en tæt, grå pels på angrebne bær og optræder som følge af for fugtige forhold.

Nemt jordbærtårn

Bag små dukkepandekager, pisk fløde til skum, hak god chokolade i små stykker, og skær friske jordbær i tynde skiver. Når pandekagerne er kolde, kan du “rejse” tårnet.

Start med en pandekage, læg lidt flødeskum på med en kniv, fyld med jordbærskiver, og drys med chokolade. Så bygges endnu et lag ovenpå, på nøjagtig samme måde. Når tårnet har nået ønsket højde, pynter du med bær og mere chokolade.

Prøv også: Opskrift på jordbærtærte med chokolade

Mest læste artikler