Forårsråd: Start køkkenhaven i vindueskarmen

Din vindueskarm er en grøn ven, når det handler om grøntsager. Her kan du nemlig starte årets køkkenhave. Læs med og se hvordan.

Forspring i vindueskarmen

Marts og april er højsæson for forspiring af grøntsager til køkkenhaven under lune, beskyttede forhold i vindueskarmen.

En række af de mest populære grøntsager i køkkenhaven er temmelig varmekrævende, og det betyder, at de ikke kan sås direkte i jorden før allersidst i maj. Dermed har de travlt, hvis de skal nå at spire, vokse til og give et godt udbytte, før sommeren er forbi.

Derfor er det smart at give de varmekrævende grøntsager et forspring ved at forspire dem inden døre og plante dem ud, når risikoen for frost er helt ovre – sidst i maj. Så er de allerede godt i gang og kan nå at blive til en hel masse i løbet af sæsonen.

Timing er vigtig

Nu gælder det ikke om at komme i gang så tidligt som muligt. Vindueskarmen er lun og beskyttende, men lysforholdene inde er ikke ret gode, med mindre man ligefrem investerer i vækstlys til de små.

En lun vindueskarm med ringe lysforhold resulterer i lange, ranglede planter, der sjældent bliver til gode grøntsager, når de plantes ud. De må kæmpe med barndommens mistrivsel hele deres liv. Derfor gælder det om at time sin forspiring, så planterne tilbringer den nødvendige tid i vindueskarmen men heller ikke mere.

Grøntsager, der ikke er kuldskære, kan med fordel sås direkte i køkkenhaven. Så sparer de en omplantning eller to, der alt andet lige kan bremse de spæde planter.

Find et lyst og køligt sted til småplanterne

De fleste grøntsager spirer fint ved stuetemperatur. Salat er en undtagelse, for salatfrø spirer dårligt ved temperaturer over 20°. Så find et køligere sted til salaten. Efter fremspiring er det under alle omstændigheder bedst at reservere en kølig men solbeskinnet vindueskarm til bakker og potter med småplanter, så planterne bliver stærke og harmoniske.

Husk at tynde ud i småplanterne

Når du sår, gælder det om at så tyndt, så der ikke er for mange frø i bakken. Det giver bare mere arbejde, når de spirer frem, for småplanter, der står som sild i en tønde, bliver ikke til gode udplantningsplanter.

Tynd under alle omstændigheder ud, så der er god afstand mellem planterne. Brug fingrene eller en pincet til at trække de overskydende planter op og vand efterfølgende, så jorden falder godt til om de tilbageværende planter.

Står planterne med god afstand i bakken – og har du timet forspiringen godt – kan de plantes direkte ud i haven sidst i maj. Bliver de så store, at de må kæmpe om pladsen i bakken, er det nødvendigt at plante dem om en ekstra gang, så de får hver deres potte at brede sig i.

Afhærdning

Planter, der starter deres liv i vindueskarmen, har levet en beskyttet tilværelse, så forholdene i køkkenhaven med direkte sollys og vind, kan være en barsk oplevelse.

Derfor er det bedst at afhærde planterne før udplantning, ved at stille dem udenfor midt på dagen i mildt vejr og tage dem ind igen ved aftenstide.
Efter nogle dage kan de stå på et  beskyttet sted i et par uger, før du planter dem i deres endelige voksested.

Lad dig ikke lokke af forårssolen men plant ud på en gråvejrsdag, det er mest skånsomt for planterne.

Oversigt over planter til forspiring 

Når frøene spirer, kan kulde betyde, at fx kål og porrer går i stok og blomstrer. Derfor er vindueskarmen en god start på livet for de varmekrævende grøntsagsarter. Nedenfor kan du se en oversight over planter til forspiring i marts og april.

Forspiring i marts

  • Artiskok
  • Kål
  • Porre
  • Knoldfennikel
  • Hovedsalat
  • Raddichio
  • Endivie

Forspiring i april

  • Squash
  • Græskar
  • Bønne  
  • Majs 
  • Drueagurk

Direkte såning

  • Pluksalat
  • Radise
  • Rucola
  • Spinat
  • Gulerod
  • Ært
  • Rødbede

Giv plads til de små planter

Når du sår grøntsager i bakker, betaler det sig at sørge for, at der er god afstand mellem frøene. Husk, at de alle sammen kan blive til en lille plante, der kræver plads omkring sig.

Bliver planterne så store, at de må slås om pladsen, så plant dem om til individuelle potter, så de har plads at udvikle sig på. Husk at skil planterne forsigtigt fra hinanden, så alle har roden i behold, når du planter ud.

Læs også: Sæsonens grøntsager – frugt og grønt i sæson netop nu

Mest læste artikler