Prøv brændenælden som nytteplante
Brændenælde er sjældent særlig velset, for når du har været i nærkontakt med den, svider og snurrer det under huden – lidt som et myggestik. Brændenælden brænder på huden og deraf navnet, men måske skulle du prøve den som nytteplante. Vi kan love dig en smagsoplevelse.
Læs også: Skvalderkål – 8 effektive måder at bekæmpe ukrudtet på
En levende vitaminpille
Som næringsmiddel overgår brændenælden nemlig alle andre urter. Der findes så mange vitaminer og mineraler i de grønne friske blade at man fristes til at kalde planten for en levende vitaminpille. Du kan tage topskuddet med de bare næver. Nulre det som en lille rund kugle og spise den på stedet (spejdervitamin).
Det er alm. viden at brændenældens høje indhold af jern og C-vitamin sikrer en bedre jernoptagelse. Er du i underskud af jern i kosten, kan du rette op på denne ubalance ved at spise eller drikke afkog af brændenælde.
Stor eller lille nælde
Der skelnes mellem stor og liden nælde. Stor nælde Urtica dioeca er en flerårig staude mens liden nælde Urtica urens er et-årig og mindre af vækst. Den store nælde har en op til 90 cm høj opret stængel med mørkegrønne blade med savtakket rand og små uanseelige blomster i nøgler. Liden nælde bliver op til 40 cm høj med bredt ægformede og savtakkede blade og med brændhår på begge sider. Den vokser gerne nær hønsegårde og er mere besværlig at indsamle, så derfor foretrækkes stor nælde når der høstes til mad.
Sådan kan du bruge brændenælde
Unge skud kan dyppes i kogende vand og serveres let dampet med røræg og bacon eller pureres i suppe. sovs , eller gratin. Den kan indgå i brød og kiks eller spaghetti. Det er let at tørre de unge friske blade og derefter findele dem til et grønt pulver. Dette pulver kan stå på krydderihylden og bruges i takt med andre krydderier.
Lidt historie om brændenælden
Ordet nælde kommer af det oldnordiske ord netla, der betyder at sy, spinde eller væve. Det ældste stykke stof fundet ved udgravning, ca. 1.000 år f.k., er spundet af brændenældens fibre. I dag bruges nælden igen, økologiske skjorter er ofte vævet på brændenælde. Som medicinplante er nælden ofte brugt til gigtplagede lemmer. Tag et bundt nælder og pisk de smertende steder med bundtet. Det sætter gang i blodomløbet og derved mindskes smerterne.
Brug brændenælder som gødning
Brændenælder lagt i en spand eller et kar med rigeligt vand kan bruges som næringstilskud på roser og grøntsager. Vandet behøver ikke at stå så længe at det lugter. Et døgn i vand, si brændenælderne fra, så er gødningen klar.
3 lækre opskrifter med brændenælde
Frisk brændenældesuppe
2 avocado
saft fra 1 citron
1 l hønsebuillon
½ tsk. chilipasta
150 g friske brændældeblade
Findel brændenælder i blender under tilsætning af bouillon. Si det. Tilsæt avocado, citron og smag til med chilipasta og salt.
Brændenældepesto
300 g unge bladskud
2 dl olivenolie
1 dl oliven uden sten
2 fed hvidløg
2 spsk. citronsaft
1 tsk. urtesalt
evt. 2 spsk. parmesan
Kom alle dele i en foodprocessor og findel massen til en fin grøn puré. Smøres på brød i stedet for smør, eller prøv den i pastaretter eller supper.
Brændenældeflutes
4 dl kærnemælk
20 g gær
1 tsk. urtesalt
1 dl hakkede friske eller tørrede brændenældeblade
ca. 300 g hvedemel
ca. 100 g grahamsmel eller havregryn.
Lun kærnemælken og opløs gæren heri. Rør brændenælderne ud i væden og tilsæt urtesalt og mel.
Ælt dejen sammen. Lad den hæve i ca. 1 time. Rul ud til flutes. Pensl med olie og drys evt. med fin stødt brændenælde.
Bag ved 200° ca. 30 min.