Sådan planter og holder du sunde roser i haven

Det er nemt at få flotte roser med disse gode råd.


Rosen er havens dronning, og bare et par roser i blomst kaster glans, duft og romantik over hele haven, terrassen eller krukkehaven.

Lige nu kan du på markedet se et væld af potteroser, der lokker med både duft og skønhed.De er i fuld vækst, og skal de med dig hjem, så skal du sikre dig, at de er sunde. En sund rose fås til en pris fra ca. 125 kr. og opefter.

Før du køber, skal du huske: Tjek jorden i potten. Den skal være fugtig uden at være våd. En plante med et par udsprungne blomster og flere knopper, hvor bladene er klart grønne og strutter af friskhed er alt andet lige en sund rose.

Læs også: Roser – sådan får du succes med de 6 mest populære rosentyper

Sådan planter du den

1. Når du kommer hjem, skal rosen plantes. Inden rosen plantes, skal den stilles i en balje med vand, så pottejorden er vandmættet fra starten.

2. Vælg et sted til rosen med sol og læ, og sikr dig, at der ikke har været roser her før. Grav et stort og dybt hul, mindst dobbelt så bredt og dybt som potteklumpen. Der skal være rigeligt med løs jord i bunden af hullet og frisk jord fyldes ned omkring rosen.

3. Placér rodklumpen, så podestedet nederst på rosen er dækket af jord. Plantningen afsluttes med at forme en lille jordvold rundt om rosen, hvori der kan vandes. Giv en spand vand lige efter plantning, og vent en uge før næste vanding.

Med den rigtigt valgte plante, den rigtige plantning og vand i passende mængder har du fulgt de gode råd og  dermed givet rosen det bedste udgangspunkt for et godt liv i din have.

Når rosen  har gode vækstbetingelser og er godt etableret, er den i stand til at klare sig gennem angreb af insekter og svampe, som altid vil forekomme.  Så i det store og hele skal du nu blot nyde dine roser. Men husk alligevel at klippe afblomstrede hoveder af løbende.

Klar til vinter

Når sæsonen er slut i efteråret, skal roserne tjekkes, og evt. dårlige grene klippes af inden vinter. Rosenbladene under buskene rives sammen og fjernes, da der sagtens kan være svampe på bladene, som vil overvintre.

Slut af med at lægge et lag komposteret kogødning, rosenjord eller komposteret hestegødning ind under buskene.

4 velduftende sunde roser

Rhapsody in Blue

Rhapsody in Blue er nok den eneste rose, som man med lidt god vilje kan kalde blå. Den bliver ca. 1 meter høj og blomstrer kontinuerligt fra juni til september med purpurviolette halvfyldte og let duftende blomster.

Rosa Helenae

Rosa Helenae ’Lykkefund’ er en supersund overdådigt blomstrende klatrerose med meget kraftig vækst og små, duftende cremehvide blomster med synlige støvdragere. Rosen kan blive op til 6 meter høj og er perfekt til en pergola, i et træ eller op ad husmuren, hvor den vil blomstre fra slutningen af juni til slutningen af juli.

Ghislaine de Feligonde

Ghislaine de Feligonde er en bomstærk historisk buskrose, der blomstrer rigt med små, fyldte abrikosfarvede til kobbergule blomster, som blegner til en blød cremefarve. Blomstringen er meget rig – først et stort flor og senere en mindre med kontinuerlig blomstring. Rosen bliver ca. 150 cm høj og trives både i sol og halvskygge.

Marie Curie

Marie Curie har en sund og busket vækst og blomstrer med store tætfyldte og duftende blomster med en glødende abrikos-orange og varm pink farve. Rosen bliver ca. 50 cm høj og 45 cm bred og trives fint i en krukke.

Mest læste artikler