Frøsamling til gratis planter

Frøsamling sikrer, at der kan blive et vildt blomsterflor til næste år - uden at det koster en krone. 

Det er efterhånden svært at få klippet visne blomster af sommerblomster og stauder lige så hurtigt, som de dukker op. Det er signal til at slippe en ny hobby løs i haven.

Frøsamling sikrer, at der også kan blive et vildt blomsterflor til næste år, uden at det koster en krone. Derfor får i hvert fald nogle af blomsterne lov at visne uden saksens indgriben, så frøene kan nå at modne ordentligt. Den skønne utæmmede fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’ er en af de planter, der absolut skal høstes frø på.

Den smukke, sart ferskenfarvede morgenfrue, Calendula officinalis ‘Triangle Flashback’ blomstrer heldigvis endnu, men den sætter også frø i rå mængder, der så vidt muligt bliver samlet ind. Ellers erobrer de hele køkkenhaven næste år, for de kan virkelig det der med selvsåning.

Sådan en tør, solbeskinnet og lidt blæsende dag er eldorado for frøsamleren. De modne frø er lige til at nulre eller ryste af planterne, og det gælder jo om kun at høste de frø, der er ordentligt modne. Ellers spirer de sandsynligvis ikke, så slipper de ikke frøstanden frivilligt, får de lov at sidde lidt endnu.

De indsamlede frø bliver i første omgang lagt til tørre et lunt og tørt sted inden døre. Fugtighed omkring frø, der skal gemmes, er noget skidt, for det kan få det hele til at rådne op. Når jeg er sikker på, at frøene er helt tørre om et par uger, kommer de i mærkede papirposer og bliver opbevaret tørt, mørkt og køligt, til det bliver forår igen.

Læs også: Fristende frø til forårseksperimenter

Helt hen i haven

Følg årets gang i Lotte Bjarkes have på bloggen www.helthenihaven.dk og få altid gode tips og tricks til haven.

Mest læste artikler