3 vigtige ting du skal nå i haven i maj

Det er tid til at tage sig af krydderurter og sommerblomster. Her er 3 vigtige ting du skal nå i haven i maj.


Haven i maj

Det er maj, og haven er så småt begyndt at spire. Her er 3 vigtige ting, du skal nå i haven i maj for at få de flotteste planter og lækreste grøntsager og krydderurter.

1. Fjern lakrøde liljebiller og bladlus

Hold øje med de lakrøde liljebiller og kvas dem, du fanger, før de gør kål på liljerne. Kvas dem for eksempel mellem to negle, så du er sikker på, at de er døde.

Derudover skal du frem med vandslangen og bruse tætte kolonier af bladlus i rosernes og frugttræernes topskud af med masser af koldt vand.

Læs mere: Sådan genkender du de mindste skadedyr – billerne

2. Grønne tips til sunde grøntsager og planter

  • Knib hovederne af afblomstrede tulipaner, så de ikke bruger kræfter på at danne frø.
  • Kålplanter  skal dækkes med net. Således forhindrer du kålsommerfuglen i at lægge æg på bladene.
  • Hyp jord om kartoflerne.
  • Tynd ud i rodfrugterne.
  • Lug  mælkebøtter, før de danner deres smukke frøstande, der indeholder frø til en hel ukrudtstsunami.
  • Fjern rabarberblomster.

Læs mere: Sæt fut i kartoflerne

3. Plant en krydderkrukke

Mange populære krydderurter er smukke, blomstrende stauder, der er nemme at dyrke i krukker. Oregano, salvie, anisisop, hestemynte, timian og lavendel klæder hinanden i krukker. Blomsterfarverne er typisk lilla, pink og hvide, og deres dufte og farver tiltrækker både sommerfugle og bestøvende insekter, så du faktisk rækker miljøet en hånd, samtidig med at du selv får glæde af både synet, duften og smagen.

Læs mere: Sådan dyrker du din egen basilikum

Det er vigtigt, at krukken er ren og fri for planterester, og at krukkemulden er ny. Stil planterne i en bakke med vand, før du planter dem om, så de kan suge til sig. Krydderstauderne behøver en del næring for at udvikle sig , så hvis du har problemer med at huske at gøde, er det en god idè at tilsætte langtidsvirkende gødning til den gennemfugtede krukkemuld, før du planter.

Placér krukken på terrassen, så du kan nippe løs, når der grilles og spises under åben himmel.

Mest læste artikler