Undgå ulykker under havearbejdet

Mens de fleste danskere er fantastisk bevidste om sikkerhed på deres arbejdsplads, så er det for mange nærmest lige modsat, når det gælder arbejde i fritiden. Og de stærke havemaskiner kan forvolde store skader, hvis du ikke passer på.


 

Stigen er det farligste redskab i vores have

Faktisk er en helt almindelig stige nummer et på listen over de redskaber, som danskerne kommer til skade med, når de kaster sig ud i gør det selv-arbejder i deres hus og have. Hele 600 danskere ender hvert år på skadestuen på grund af ulykker med deres stiger.

Kædesaven kræver sikkerhedsudstyr

Når du bruger en kædesaven har du behov for både handsker, læderbeskyttelse og hjelm. Grensaksen kræver ikke sikkerhedsudstyr, men godt med omtanke, den står også højt på listen over de redskaber, vi kommer til skade med i haven. I de senere år er der kommet flere havemaskiner i de danske haver – og der er god grund til lige at tænke sig om, når de skal i brug. Maskinerne har tendens til at blive større og større – og med kraftige motorer.

Pas på de lydløse motorer

Der er særlig grund til at tænke sig om, når redskaberne kører på batterier, for de larmer ikke, og kan derfor virke ret harmløse. Men selv den lille “uskyldigt udseende” græstrimmer eller hækkesaks, der kører på batteri og bare siger “bzzzz”, har i dag en så kraftig motor, at du kan komme godt og grundigt til skade, hvis fingrene kommer for tæt på.

Forsikringen dækker næsten

Hvis du selv kommer alvorligt til skade, når du udfører gør det selv-arbejde, er du stort set altid dækket af din fritids- eller heltidsulykkesforsikring. Der kan dog være tilfælde, hvor du har båret dig så dumt ad, at selskabet kan afvise skaden. Det er de tilfælde, hvor din opførsel kan opfattes som “groft uagtsom”, eller hvis du har været beruset, mens du har udført arbejdet.

Naboen må gerne hjælpe dig

Får du hjælp af naboen eller en ven til dine gør det selv-projekter, og en af dem kommer alvorligt til skade, kan du søge erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen. Der er ikke krav om forsikring i forbindelse med nabohjælp. Du må godt få udført private vennetjenester, hvis den samlede hjælp er under 400 timer om året. Sker der en arbejdsskade, vil det i de tilfælde ikke være et forsikringsselskab, men Arbejdsskadestyrelsen, der betaler erstatning. Alle, der arbejder for andre, er på den måde sikret mulighed for erstatning, hvis de får en arbejdsskade.
Kilde: Forsikringsoplysningen.

Tænk på andre, når du slår græsset

En plæneklipper kan sende sten langt væk – så få børn og andre familiemedlemmer væk, når du slår græs.

Mest læste artikler