Gør dine haveredskaber klar til arbejde med rensning og slibning

Haveredskaber skal renses og slibes, inden de tages i brug i foråret. Er de beskidte og sløve, kan de med enkle midler blive som nye igen. I nogle tilfælde er det en god idé at få en fagmand til at udføre slibearbejdet, men ofte kan du selv gøre meget for at få haveklare redskaber igen.

Start med at vaske redskaberne

Det er ikke altid, man husker at gøre haveredskaberne rene, når havesæsonen slutter. Derfor kan haveredskaber nogle gange stå en hel vinter med jord og saftsyre, der kan holde på fugt og nedbryde metallet. Start derfor med at rense dine redskaber for jord i lunkent vand og lad dem tørre.

Fjern harpiks og rust

Er der harpiks, som er svær at få af, kan du fjerne det med lidt husholdningssprit. Hvis metallet er rustent, kan du i milde tilfælde fjerne det ved at gnide området med sammenkrøllet stanniol. Større angreb fjernes med en stålbørste og slibes efter med finkornet sandpapir.

Skil havesaksene ad inden klargøring

Når du skal forårsklargøre rosensakse, beskærersakse og lignende, så begynd med at skille saksene ad. Er møtrikkerne rustne, så sprøjt lidt syrefri olie på samlingerne, og lad det virke lidt. Derefter er de nemme at løsne.

Sådan sliber du havensaksen

Slib bladene med en flad, mellemfin fil (en rund fil, hvis skæret buer). Husk at følge skærets vinkel, så du ikke ændrer den. På de fleste sakse har skæret en vinkel på 30 til 40 grader. På bagsiden af bladet, hvor det er lige, kan der opstå en kant, når du har slebet på vinkelsiden. Den må du dog ikke slibe væk med filen. Brug i stedet en fin slibesten (karborundumsten) til at fjerne den opståede kant. Smør alle smådele, inden du samler saksen, så du forhindrer fjedre og skruer i at ruste.

Læs også: Find den rigtige regnvandstønde til haven – 9 flotte bud

Vær systematisk, når du sliber riven

En rive kan virke bøvlet at slibe, men det kan faktisk godt lade sig gøre. Gå systematisk til værks, og tag en tand ad gangen. Slib den med en metalfil og sørg for at følge skærets vinkel på samme måde som med dine øvrige redskaber. Der klæber sig let jord til en rusten rive, så her letter det virkelig arbejdet at rengøre og tørre den efter hver brug. Den samme tur med en metalfil kan du også give til skuffejernet, hvis det er blevet sløvt. 

Skafter af kunststof eller træ

Haveredskaber er lavet af metal, træ og nogle gange kunststof (typisk skaftet på et haveredskab). Kunststof kan du ikke gøre så meget ved, hvis det først er blevet slidt, så det gælder om at forebygge. Fx ved at sørge for, at redskabet ikke er udsat for direkte sollys i lang tid, fordi sollyset kan ælde kunststoffet. Skafter af træ kan du slibe med sandpapir og derefter give olie eller lak.

Få en fagmand til at gøre arbejdet

Stålet på nogle haveredskaber er kun hærdet på overfladen. Hvis du sliber dem hårdt fx med en vinkelsliber, så stålet bliver meget varmt, kan du risikere, at hærdningen ødelægges. I sådanne tilfælde kan det anbefales, at slibningen udføres af en fagmand.

Mest læste artikler