Derfor skal du så nyt i køkkenhaven i august

Du kan stadig nå at så bladgrønt i sensommerhaven. Går du i gang med at så i køkkenhaven i august, kan du nå at høste endnu en gang i år. Se hvordan, og få andre gode tips til den sidste sommermåned i køkkenhaven her. 

Få en omgang bladgrønt mere i køkkenhaven

I takt med at salaten og ærterne i køkkenhaven bliver spist, bliver der mere og mere bar jord, der ligger ubrugt hen. Men sæsonen for friskhøstede grøntsager af egen avl behøver ikke være forbi endnu. En lang række bladgrøntsager kommer så hurtigt fra start, at du sagtens kan nå et hold mere, før det bliver for koldt til dyrkning. Det gælder fx salat, spinat, endivie, rucola og radiser.

Læs også: Få succes med grønkål i din have

bladgrønt

Orientalske bladgrøntsager

Når køkkenhaven er høstet for de almindelige køkkenurter, kan frø fra Østen nu også få plads. Østens urter har fået en fast plads i danske frøkataloger, og forberedelser til såning kan ske i august måned. Enkelte bladgrønsager kan sås løbende hver uge til langt hen i september.

Se, hvilke af østens urter som for eksempel mibuna og pak choy, der er gode at så sent her.  

Sådan sår du frøene

Begynd med at rense jorden for ukrudt og udtjente grøntsager. Tilfør eventuelt velomsat kompost, så jordens næringsreserver bliver fyldt lidt op. Så frøene i render efter anvisningerne på posen. En god tommelfingerregel er, at frø skal dækkes af et jordlag i samme tykkelse som frøets diameter. Det er ikke ret meget for fx salatfrø. Vand efter såning, og hold øje med, at jorden ikke tørrer ud i fremspiringsfasen. 

Dæk med fiberdug

Nogle af de orientalske bladgrøntsager – fx mizuna, bladsennep og vinterkarse – tåler endda en hel del kulde, før de går til, og du kan forlænge sæsonen yderligere ved at dække rækkerne med fiberdug eller lignende, når kulden begynder at melde sig.

Find frem til frøposerne

Mange supermarkeder har fjernet frøstativerne på denne årstid, så planteskoler og havecentre er et bedre bud. Alternativt er der efterhånden mange frøbutikker på nettet, der leverer hele året. Halvtomme frøposer fra forårssåningen er selvfølgelig også anvendelige, hvis de har været opbevaret, så frøene stadig er spiredygtige. Dvs. mørkt, tørt og køligt.

frø

Forlæng jordbærsæsonen

I august er jordtemperaturen højest, og det skal du udnytte til at give dine jordbærplanter den bedste start. Når du planter jordbærplanter i august, når de at gro godt til og danne blomsteranlæg i efteråret, så du allerede den første sommer efter udplantningen kan få en god høst af røde, saftige bær. 

Du kan enten købe nye jordbærplanter eller indsamle udløbere fra dine gamle planter. Udløberne er lange stilke, der slår rod lidt væk fra den gamle plante.

Du behøver ikke en kæmpe køkkenhave for at dyrke jordbær. Planterne trives fint i krukker. En sidegevinst er, at “krukkebærrene” altid er fine og rene, fordi de ikke er i direkte kontakt med jorden.

Læs også: Sæsonens grøntsager – frugt og grønt i sæson netop nu

Denne artikel er oprindeligt udgivet i juli 2019, men genudgivet i sensommeren 2023.

Mest læste artikler