Smuk have indrammet af gamle æbletræer

Vi besøger haver i hele Norden. Denne gang Danmark hos Lone og Hans-Jørgen Lykkeboe i deres have med æbletræer, rododendroner, niveauforskelle og små terrasser. De har skabt en havesymfoni, som de over 100 år gamle æbletræer spiller 1.violin i.


Æbletræer som skulpturer

Foto: Thea J. Kristensen
Lyden af springvandet giver en afslappende fornemmelse.

To store æbletræer på nu over 100 år er havens stolthed – de er smukke skulpturer i sig selv med deres tykke krogede stammer og brede kroner. Men de er blevet endnu smukkere i kraft af, at de har fået lov til at sætte stemningen i hele Lone og Hans-Jørgen Lykkeboes have.

Træerne har flere funktioner

Æbletræernes skygge har skabt optimale rammer for surbundsbedet med høje rododendroner, deres trækroner har lagt ”tag” på den lille runde stenterrasse, og de lukker af ud mod vejen, så haven ligger ugeneret.

Forandringer gennem 30 år

Æbletræerne har fået lov at bestemme fra dag 1, men Lone og Hans-Jørgen har forandret meget i alle hjørner af haven i løbet af de 30 år, de har boet her. Bl.a. er tjørnehækken blevet skiftet ud med en bøgehæk.

Forhave med grøntsager

Foto: Thea J. Kristensen
Krukker med krydderurter er en uundværlig del af terrassen.

Og deres næste haveprojekt har allerede taget form i tankerne: Den sydvendte forhave skal udnyttes til at dyrke lidt grøntsager, hvilket ellers er lidt svært i resten af haven, der vender mod nord. Planen er nogle højbede med bl.a. grønkål, radiser og spinat. Igen får æbletræer lov til at sætte stemningen: Dengang de blev plantet, var tidens havestil nemlig klar – haven skal være en nyttehave, så Lone og Hans-Jørgens æblehave skal da suppleres med grøntsager.

Lone og Hans-Jørgens bedste tips

  • Foto: Thea J. KristensenLav en smal sti hele vejen rundt i haven. Plant ikke helt ud til skel, men lad der være plads til en lille sti mellem hæk og have. Så kan du gå på havevandring hos dig selv og se haven fra forskellige vinkler.
  • Beskær store træer, så deres krone kommer til at fungere som tag over den lille siddeplads, du laver under træet.
  • Undgå at lave græsplænen firkantet, lad den flyde i haven som vand.
  • Plant en stor plante ved et hushjørne, fx rododendron, så du ikke kan se om hjørnet, men skal “gå på opdagelse” for at se, hvad den del af haven gemmer på.
  • Lav terrasse på både sol- og skyggesiden af huset.

Aldrig igen løs plastikdug

– Vi skal ikke igen bruge løs plastikdug til at fore et vandbassin indvendigt. Det bliver hullet, og vandet siver ud. Vi prøvede det et par gange, inden vi købte et fast bassin i hård plastik og satte ned – det har nu holdt i 10 år.

Mest læste artikler