Sådan tænder du op i grillen

En god og succesfuld grilloplevelse handler ikke kun om at tilberede maden. Hele processen tæller med: Typen af grill, optænding, varmebehov og tiden, du har sat af.


Prøv dig frem, så finder du den bedste måde
Der findes ingen universalløsninger, når der skal grilles. I virkeligheden handler det bare om at prøve sig frem, eksperimentere og finde lige netop den eller de muligheder, der fungerer bedst for en selv.

Brug briketter uden tilsætningsstoffer

Brug ikke briketter baseret på sprit og petroleum – de lugter og oser som regel. Brug dem uden tilsætningsstoffer, fx optændingsbriketter af sammenpressede træspåner blandet med paraffin og bivoks, som ud over at være utrolig hurtige at tænde op med også varmer mere effektivt.

Brikketter er klar efter 25 minutter i grillstarteren
Når varmen fra optændingsmaterialet har fat i kul eller briketter, går der i en grillstarter kun ca. 25 minutter, til de er klar til brug. Men kom dem ikke i grillen, før de er så varme, at der er dannet et gråt lag på toppen, og der er gløder overalt.

Kasse- eller kuglegrill
Skal du grille direkte i en kassegrill, er trækul det bedste valg. De tænder rimeligt hurtigt, og de brænder godt – afhængig af pris og kvalitet. Skal du grille fx en steg eller fjerkræ, skal du bruge en kuglegrill. Her er briketter det bedste valg. De holder varmen længere, brænder mere jævnt, og temperaturen kan styres.

Pris og kvalitet
Briketter fås i et væld af mærker og kvaliteter – og til forskellige priser. På mange af produkterne opgives brændetid, så du kan få et vink om kvaliteten. Valget mellem kuglegrill og kassegrill handler for det meste om, hvad du vil grille. I kuglegrillen har du mu­lighed for både at stege indirekte samt bage og langtidsstege indirekte. Kuglegrillen er også bedst til forskellige grøntsager, fordi den holder på fugt og saft. Kassegrillen egner sig bedst til fx bøffer, koteletter, pølser og andet med kort stegetid.

Hold på varmen
Når du griller i kuglegrill, skal du sørge for at holde på varmen. Skal du stege i mere end en time, er det en god idé, at lave to portioner briketter, evt. færre briketter første gang og så holde øje med temperaturen – og så efterfylde, når de første briketter er ved at være brændt ud. Sådan sparer du på brændslet samtidig med, at du får en jævn stegetemperatur.

Løft ikke låget
Brug gerne et stegetermometer, og lad endelig være med at løfte låget for at se, hvordan det går med maden. Du slipper bare varme ud. Løft, kun når du skal vende dine retter eller give dem marinade. Den mest effektive kontrol får du ved at justere antallet af briketter samt tilføre mere eller mindre luft via spjældene.

Det er ingen skam, at færdigstege i køkkenovnen
Skulle dine eksperimenter slå fejl, så stegen eller kyllingen ikke er stegt færdig til tiden, så er det ingen skam at lave den færdig i din køkkenovn. Maden har selv med forholdsvis kort grillning fået god smag af kul og røg – og du kan alligevel servere sikker mad for dine gæster.

Rigtig optænding
Uanset om du bruger den ene eller anden type grill, er en grillstarter at foretrække. Grillstarteren er et rør med et håndtag, hvor du fylder den mængde kul eller briketter i, du skal bruge til din stegning.
Brug tændblokke og ikke sammenkrøllede aviser i grillstarteren, de afgiver for
meget sod og flyvende partikler, der sviner på et skønt opdækket bord og i værste fald ender i maden.

Friske urter
Friske krydderurter i kanten udenfor glødeområdet tilfører dine retter herlig smag og duft.

Mest læste artikler