Sådan fornyer du græsplænen med eftersåning af græs

Eftersår du græsset en gang om året, forynger og forskønner du græsplænen og giver den fornyet kampkraft til at modstå mos. Det bedste tidspunkt at efterså græsplænen er forår eller tidligt efterår.

Forny græsplænen med eftersåning af græs

En grøn og tæt græsplæne står højt på mange haveejeres ønskeliste. Er dette en drøm, der skal blive til virkelighed, er eftersåning af græsplænen vigtigt. Vi har sammensat denne guide, som du nemt kan følge, for at opnå den perfekte græsplæne her:

Du kan efterså græsset i foråret og efteråret

Når græsplænen først er etableret, bliver den hurtigt en selvfølgelighed. Den skal klippes sommeren igennem, men de færreste tænker på eftersåning af græs, når plænen én gang først er sået. En eftersåning – gerne årligt – kan imidlertid godt betale sig. Det bedste tidspunkt at efterså græsplænen er i foråret eller tidligt på efteråret.

Styrk græsplænen med eftersåning af græs

Græsplænen ældes med årene og de oprindelige græsplanter bliver populært sagt trætte. Dette giver mos frit spil. Her begynder en ond spiral – for jo mere mos, der er i græsplænen, jo sværere bliver det for græsplanterne at vokse.

Eftersår du plænen i foråret og efteråret, styrker du den, fordi mos og ukrudt må vige til fordel for friske, livskraftige græsplanter. En tæt og frodig græsplæne er derfor den bedste forsikring mod mos. Nye græsplanter mellem de eksisterende virker nærmest som en vitaminindsprøjtning, og det kan hurtigt ses på plænen.

Læs også: Såning af græs – sådan gør du

Hjælp græsplænen med en eftersåning

Vælg særlige frøblandinger

Det bedste resultat af en eftersåning får du ved at vælge særlige frøblandinger, der er beregnet til formålet. Der er altid forskellige frøsorter i plænen, der tilsammen giver den de egenskaber, haveejeren ønsker af sin græsplæne. Frøblandinger indeholder især frø, der etablerer sig godt og hurtigt netop mellem andre græsplanter. Læs mere om valg af græsfrø her.

En vertikalskærer sparer på kræfterne

Vil du gøre det ekstra godt – og spare lidt på kræfterne – kan det svare sig at leje en vertikalskærer. Det er en maskine med roterende knive, der simpelthen skærer mosset fri og samtidig er hård ved uønskede planter i plænen. 

Vertikalskæreren har samtidig den nyttige sideeffekt, at den løsner bunden af græsplænen, og det giver luft til græsrøddernes vækst. Faktisk kaldes vertikalskæreren også en plænelufter. Du kan også give græsrødderne frisk luft ved at stikke lodrette huller i plænen med en greb.

Læs også: 7 enkle trin til en flot græsplæne

Topdressing forbedrer spiringsforholdene

Du kan også blande frøene med en såkaldt topdressing. En topdressing er en blanding af kompost og sand, der forbedrer spiringsforholdene for de nye frø.

Græsplænen gror, når temperaturen når over 7 grader

Græs gror, når temperaturen er over 7 grader. Når årets vækst begynder, har græsplænen brug for næring. Dermed kommer den godt fra start, og styrkeforholdet mellem græs og mos vipper til græssets fordel. Det kan altså ikke betale sig at spare på gødningen. Giv altid græsplænen gødning i tørt vejr.

Eftersåning af græs er ikke nok

Desværre skal der lidt mere til en vellykket eftersåning end blot at investere i en æske frø og drysse dem ud over græsplænen. Det handler om at skabe gode forhold for frøspiring. Begynd med at gå i krig mod det mos-lag, der typisk findes i bunden af plænen. Klip først græsset så kort som muligt. Gå derpå løs på mosset med en mos-rive.

Læs også: 3 nemme trin til at fjerne mos i græsplænen

Fjern mos før eftersåning af græsplænen

Artiklen er opdateret den 3. januar 2024.

Mest læste artikler