Den plettede gråsnegl gør nytte i vores haver

Det er den forkerte snegl, der har fået navnet dræbersnegl. Det burde være leopardsneglen eller den plettede gråsnegl. Den er territorial, og lynhurtig af en snegl at være - og så dræber og æder den iberiske skovsnegle.  

plettet gråsnegl på en sten

Kaldes også leopardsnegl eller pantersnegl

Plettet gråsnegl er en stor og slank nøgensnegl, som er let genkendelig på den grålige grundfarve og kroppens oftest talrige mørke pletter og streger. Den kaldes derfor også leopardsnegl eller pantersnegl (Limax maximus).

Gråsnegle findes i hele landet

Plettet gråsnegl er almindelig i hele landet i skove, parker og haver, og den kan træffes fra tidligt forår til sent efterår. Længden er oftest 10-15 cm, men den kan blive op til 20 cm lang. Den er et udpræget natdyr, som normalt tilbringer dagen godt skjult på fugtige steder.

Langt de fleste snegle gør nytte

Bortset fra dræbersneglen optræder snegle kun sjældent som alvorlige skadedyr i haver. Langt de fleste snegle gør nytte ved at æde planterester, døde dyr, ekskrementer, alger og svampe. Kun en lille del af føden udgøres af grønne planter, som har vores interesse.

Læs også: Miljøstyrelsen erklærer krig mod plettet voldsnegl

Gråsneglen må ikke forveksles med dræbersneglen

Dræbersneglen bør bekæmpes, men plettet gråsnegl er langt overvejende et nyttigt dyr, som bør fredes.

Gråsneglen er territorial og holder derfor både artsfæller og andre snegle på afstand. Den er desuden en af de hurtigste sneglearter, og den kan derfor indhente og angribe dræbersnegle.

En anden behagelig forskel på dræbersnegl og plettet gråsnegl er, at den ikke efterlader lige så slimede sneglespor som sin spanske fætter.

Plettet gråsnegl kan dog ikke fortrænge dræbersnegle fra haver, hvis disse optræder i større antal. Gråsneglens territoriale væsen forhindrer også, at den kan sættes ud i stort antal i haver, da den ikke tolererer for mange artsfæller i sin nærhed.

Gråsneglen kan advare om fugtige omgivelser

Gråsneglen har også fået tilnavnet stor kældersnegl, hvilket skyldes, at den ofte træffes i eller omkring huse. Men hvis gråsneglen jævnligt træffes indendørs, kan det være en advarsel: Det kan nemlig være tegn på, at huset har alvorlige fugtproblemer, da den trives kun i fugtige omgivelser.

Se også: Sankt Hans – hvornår er det Sankthansaften?

Mest læste artikler