Sådan dyrker du krydderurter i drivhuset året rundt

Når de allersidste tomater og agurker er plukket, og drivhuset er gjort rent, behøver du ikke helt at lukke det ned for vinteren. Brug i stedet vinterhalvret til at dyrke krydderurter i drivhuset. Se, hvilke arter der egner sig bedst! 

Selv om det naturligvis bliver koldt, er der mange nytteplanter, der kan få glæde af den ekstra varme, lys og læ, der trods alt er i drivhuset om vinteren. Se, hvordan du både kan holde liv i friske kryddeurter og spise frisk salat gennem vinteren her.

Dyrk krydderurter i drivhuset året rundt

Du kan flytte krukkerne med krydderurter inden døre i drivhuset. Så holder de sig grønne længere – og de spirer på ny ved den allerførste forårsvarme.

Få salat til foråret

Der er også rigtig mange dejlige grønne salater og spinatarter, der kan sås i drivhuset om efteråret. I et lunt efterår vil de hurtigt spire – og så er de klar, når den allerførste forårsvarme sætter ind.

Brug spirerne som drys på maden

Klip af spirerne, så snart de kommer, så har du grønt drys til maden, selv mens sneen dækker landet, og er foråret lunt, kan du servere dejlig sprød salat af egen avl allerede til påskefrokosten.

Husk at vaske drivhuset grundigt ned

Før du går fra den ene afgrøde til den næste, er det dog vigtigt, at du fjerner alle sommerplanterne og jorden fra dem, så eventuelle skadedyr ikke smutter over i de nye planter. Vask også hele drivhuset grundigt med drivhussæbe eller brun sæbe, så er det klar til nye afgrøder.

Krydderurter i potter

De fleste af de gængse krydderurter som salvie, pebermynte, citronmelisse, timian, løvstikke, kørvel og oregano tåler en frostvinter i drivhuset. Men de fleste findes i forskellige underarter, der er mere eller mindre frostsikre – så der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem.

Rosmarin kan ikke tåle noget frost

Specielt rosmarin er usikker – de fleste rosmariner skal ind i frostfrit område for at overleve vinteren. Persille er meget hårdfør. Har du den i et hjørne af drivhuset eller i en krukke, kan du have frisk persille det meste af vinteren.

Vand i solrige perioder

Har du dine krydderurter stående i frostsikre krukker, kan du blot soignere dem og flytte dem ind i drivhuset for vinteren. Krydderurterne fra bedet kan du dele og plante nogle af dem over i frostsikre potter. Vand en lille smule i varme, solrige perioder i løbet af vinteren, og husk at give dem en ordentlig vanding og en håndfuld gødning, når foråret sætter ind, og de skal vokse for alvor.

Hvilke planter er egnede?

  • Sennep – grøn og rød – vokser hurtigt. Spæde blade er gode både som drys og i salat – udvoksede blade bruges i wokretter.Vinterportulak er god som grundsalat og er så mild i smagen, at selv børn kan lide dem. Kan også sås ude i køkkenhaven og høstes tidligt forår.
  • Spinat spirer hurtigt og er velegnet både som grønt drys, de små friske skud som salat – og naturligvis i madlavningen i tærter/stuvning.
  • Rucola vokser fint – og kommer før almindelig salat. Smagen er lidt skarp og nøddeagtig.
  • Vinterkarse smager nogenlunde som brøndkarse.
  • Tatsoi udvikler rosetter med små mørkegrønne blade, der kan bruges i salatskålen, wokretter m.m.
  • Vårsalat kendes også under navnet feldsalat. Den har en mild nøddeagtig smag og kan bruges som almindelig pluksalat. Den er meget kuldetolerant og vokser også i vinterhalvåret. Du kan høste friske blade gennem hele vinteren og i det tidlige forår.

Et par gode tips

  • Plant nogle af dine purløg over i små potter, og tag dem ind i løbet af vinteren, så har du frisk purløg i vindueskarmen på en uge.
  • Bestil frø over internettet – her er butikkerne åbne også efter, at frøene er borte i havecentre og supermarkeder.

Såning

Du kan så dine vinterafgrøder fra august og helt til december – i en frostfri periode. Jo tidligere, jo før kan du naturligvis høste. Brug bunden af kapillærkasserne, eller køb flamingokasser med låg i byggemarkedet. Fyld ca. 20 cm så- og priklejord i kasserne, vand, og bredså i hele overfladen.

Del afgrøderne

Del eventuelt kasserne, så du har to afgrøder i hver – så er der plads til flere forskellige eksperimenter! Har du låg til kasserne, kan du lægge det over, når frosten raser. Du kan også bruge bobleplast eller fiberdug i flere lag. Husk at vande i lune perioder.

Læs også: Guide til drivhuse | Alt om dit nye drivhus fra A til Å

Mest læste artikler