Sådan blev en bunke gamle vinduer til et drivhus

Drømmen om et drivhus i ægte vintage-stil gik i opfyldelse for Heidi Stokke Paulsen. Hun har selv tegnet drivhuset, og alle vinduer er genbrug fra et vennepars gamle veranda. 

Blanding af genbrugsvinduer

Heidi Stokke Paulsen drømte i mange år om at bygge et drivhus i vintage-stil. Tiden gik, men pludselig dukkede adskillige gamle vinduer op, som kunne bruges:
– En bekendt rev sit gamle hus ned og byggede nyt. Det gamle hus havde en glas-veranda, og flere af vinduerne her var småsprossede, mens andre var mere almindelige, fortæller Heidi.

Heidi tegnede sit drivhus og passede størrelsen ind efter det antal vinduer, hun havde fået stillet til rådighed af veninden. Heidis kæreste klarede næsten alt tømrer-arbejdet i imponerende stil, specielt da dette var hans første “job” som snedker. Bare et vindue blev til overs, da huset stod færdigt.

Et mobilt drivhus – med stalddør

Soklen blev bygget af gamle telefon-pæle. Parret har lejet det hus, de bor i, så drivhuset er bygget, så de kan tage det med sig uden at efterlade grimme spor, når de finder deres egen bolig.

Heidi valgte at bruge træ til konstruktionen. Det var mest harmonisk i samspillet med de gamle vinduer.
– En dag fik vi fat i en gammel, men fin og massiv stalddør. Det viste sig, at den var helt perfekt til drivhuset, fortsætter hun.

– Og ligesom vinduerne krævede den en hel del slibning og renovering for at leve op til mine krav. Vi gav den til sidst lak, og her var det specielt min familie, der gav en hånd med.

I det lille drivhus dyrker Heidi blandt andet tomater, broccoli, sukkerærter, squash og kartofler. Selv årets jordbærsæson begynder under glasset. Om vinteren bruges drivhuset til opbevaring af havemøbler, krukker og andet havegrej. Og når hun tænder stearinlyset en efterårsaften, fremstår det lille drivhus som områdets største lysende havelygte.

Erfaringer med byggeriet

Efter byggeprojektet har Heidi evalueret projektet og har følgende kommentarer til plus og minus:
Det bedste:
– Vi er stolte over at have gennemført projektet selv. Det var både sjovt og billigt.
Om igen: Vi måtte ændre højden på arbejdsbordet, så tomaterne kunne få mere plads.

NB! Vil du bygge dit drivhus på samme måde, skal du sikre dig, at evt. genbrugstømmer ikke indeholder skadelige stoffer i forhold til dyrkning af grøntsager!

Læs også: Guide til drivhuse | Alt om dit nye drivhus fra A til Å

Mest læste artikler