Agurketid lige om hjørnet

For Lotte Bjarke er det tid til at plante agurken ud, så den kan få mere plads. Agurkplanten får en tomatspiral at klatre i, der fungerer ligeså godt til agurken som til tomater.


Én plante er rigeligt i drivhuset

Sidste års enlige skoleagurk plante gav så mange agurker, at der en overgang måtte indføres agurketvang her i huset. Derfor er én plante rigeligt til drivhuset. Den har længe stået og ventet tålmodigt i vindueskarmen, men nu er den blevet så lang, at den må plantes ud. Heldigvis er det da også blevet lidt lunere i luften, så mon ikke det går. Agurkrødder er jo meget følsomme for lave temperaturer, så planterne må ikke plantes for tidligt ud.

Læs også: Kom med i Lotte Bjarkes have

Giv agurken en tomatspiral at klatre i

Agurkplanten bliver plantet nærmest vandhanen, hvor siveslangen giver mest vand. Den får en tomatspiral at klatre i. De er lige så smarte til agurker som til tomater.

Tomatplanterne, der er knapt så kuldskære som agurkplanterne, blev plantet ud for nogle uger siden og har allerede godt med fart på. De bliver snoet ind i spiralerne efterhånden som de vokser.

Dræbersnegle i drivhuset

Sideskudsdannelsen er der også fuld fart på, så der skal holdes vågent øje med planterne og udføres hyppige knibeøvelser.

Desværre opdagede jeg lige to meget lidt velkomne gæster i drivhuset nemlig et par glubske, små dræbersnegle, der var gået løs på basilikumplanterne. De overlevede ikke besøget, og nu er der drysset Ferromol ud mellem planterne, så det forhåbentlig ikke gentager sig.

Læs også: Hegn sneglene ude

Mest læste artikler