Efteråret er et perfekt tidspunkt at plante roser

Mange haveejeres drøm er et blomstrende rosenflor. God jord og det rette voksested er med til at bringe dine roser godt i vej.


Efteråret er den rigtige plantetid

Oktober og november er den helt rigtige plantetid for barrodede roser. Når du har plantet roserne og givet dem vand, behøver du ikke tænke på vanding og anden pasning før til foråret. Vælg gode sunde sorter, så du slipper for skuffelser.

Plant rosen i den rigtige jord

God, ikke for stiv lerjord er ideel til roser. Lette jorder drænes hurtigt for vand, og det bryder de fleste roser sig ikke om – og det gør din udgift til vanding sikkert heller ikke.

Hvis rødderne ikke kan trænge ned i jorden

Jorden skal være veldrænet og fri for traktose. Traktose opstår, når tunge entreprenørmaskiner pakker jorden sammen, så planternes rødder ikke kan trænge ned i jorden, og vandet heller ikke kan. Roser kan godt lide vand, men der må ikke stå vand om rødderne, så drukner de.

Hvad kan du gøre, hvis har traktose

Har du mistanke om traktose, eller er din jord meget lerholdig, kan du lette den med sand, grov spagnum eller god kompost. Husk også at løsne plantehullet i bunden med en greb, så der er et godt dræn. Er din jord omvendt meget let og sandet, skal den blandes med lerjord, så den kan holde på fugten.

Plant dybt

Roser skal plantes så dybt, at podestedet er 7-10 cm under jorden. Podestedet er følsomt for frost, så det skal dækkes. Sørg for at rødderne ligger pænt i plantehullet og ikke bøjer opad.

Flyt rosen i perioden fra oktober til april

Har du roser, der skal flyttes, skal det ske fra oktober til april. Husk at vande godt i den efterfølgende tid. Sommeren er uegnet, da roserne nemt kan få tørkeskader.

Plant ikke i gamle rosenbed

Husk, at roser ikke bør stilles et sted, hvor der før har groet roser. Det gamle bed kan lide af jordtræthed, der skyldes, at roser er meget næringskrævende og dræner voksestedet for “vitaminer”. Du skal i alt fald vente nogle år eller grave jorden bort i 60-90 cm dybde, og erstatte den med ny frisk rosenjord.

Hvis du planter roser op ad muren

Planter du roser op ad en mur, er det bedst, at rødderne vender væk fra muren. På den måde er det nemmere for roserne at få vand, når det regner.

Mest læste artikler