Stjernetræf før jul

Julestjernen lyser igen op på borde, i buketter og vindueskarme. De mange forskellige nuancer og dens varme glød gør den værdig som en af julens vigtigste blomster.


Den 12. december fejrer vi julestjernens dag over hele Europa. Poinsettia – som den kaldes i hjemlandet USA – er blevet trendy. Ikke mindst fordi den findes i så mange udgaver. Når det handler om farver, kan du vælge fra hvid over laks- til nærmest bourgogne-farvet – og så med spraglede og spættede udgaver til de modige.

Poinsettia har evnen til at lukke julen ind som et godt supplement til vores “hvide” indretninger og nordiske stil. Bland gerne flere farver i en kasse eller køb mini-planter i forskellige udgaver – og sæt dem i et fad midt på bordet.

Julestjernen hader kulde og træk

Samtidig er julestjernen nem at passe – og den holder næsten til påske. Der er kun en ting, den ikke bryder sig om. Det er kulde.

Giv den vand i underskålen med 2-3 dages mellemrum, stil den ikke i direkte sollys og forkæl den med 20-22°, så har du en blomstrende plante langt ind i det nye år.

Mange vælger at bruge julestjernen i buketter og dekorationer – og det kan den sagtens klare.

Her er tricket, at du skal brænde kort med en lighter, hvor du klipper julstjernen af. Den “bløder” nemlig – fuldstændig ligesom mælkebøtten. Når du har “brændt” blomsten, skal den gerne placeres i et orkidérør el. lign, så den kan trække vand. På den måde kan den holde sig i et par uger.

I en buket er julestjernen et smukt indslag, der igen understreger dens magiske stjernekvalitet.

Understreg gerne det folkloristiske præg, som julestjernen også har. Her er den anbragt i sjove konservesdåser.

Mest læste artikler