Staudebedets forårskur

Havens bede gøres klar hos Lotte Bjarke. Når de visne toppe er fjernet, afslører det sig, at de første forårsgrønne skud er stærkt på vej. 


Stauderne er ærlig talt noget rod nu, så nu bliver der taget hul på deres årlige forårskur. Staudebedene ligger som øer i klippet græs, så det er et dejligt, overskueligt projekt at tage et bed ad gangen og glæde sig over den kæmpe forskel det gør med en ret begrænset indsats. Jeg lægger ud med det hvide bed, der ligger nærmest fordøren og derfor er det, man lægger mest mærke til.

Staudetoppene klippes ned

Første trin er at få klippet alle de visne staudetoppe ned. De tynde, sprøde af dem klipper jeg i småstykker på stedet. De kan jo lige så godt formulde i bedet sammen med alle de visne blade, der har samlet sig, frem for at tage omvejen omkring kompostbunken.

Efter sådan en omgang ser bedet temmelig afpillet ud, men der er liv i jordoverfladen, hvor masser af løgvækster spirer frem. Det samme gør ukrudtet, så der hører også en omgang lugning til forårskuren. Det kan dog foreløbig udskydes, for jorden er småfrossen, så ukrudtet hænger fast.

Grønne skud er på vej

Noget af det gode ved klippearbejdet er, at man kommer i nærkontakt med stauderne, der allerede er ved at gøre klar til en ny sæson. Når de visne toppe er fjernet, afslører det sig, at de første forårsgrønne skud er stærkt på vej. Det gælder for eksempel akelejerne og russisk mandstro, Eryngium planum, der næsten ikke kan vente længere. 

Læs også: Prydgræsserne trænger også til en forårsklipning

Helt hen i haven

Følg årets gang i Lotte Bjarkes have på bloggen www.helthenihaven.com og få altid gode tips og tricks til haven.

Mest læste artikler