Skønheden og udyret i staudebedet

Det er blevet sensommer i det blå staudebed, hvor blæst og regnbyger har rodet rundt med helhedsindtrykket, så det er blevet lidt mere viltert. Frodigheden er dog intakt, og heldigvis har sensommeren jo også sine stjerner.

Storkenæb gør sig bemærket i bedet

En af dem der virkelig gør sig bemærket nu – som den for resten har gjort længe – er storkenæb Geranium ’Rozanne’, der med sine lange blomsterstængler formår at kravle langt omkring i bedet og putte sine smukke, blå blomster ind til nabostauderne. Det ser rigtig fint ud, og udgør ikke noget problem, for ”udløberne” er ikke af typen, der slår rod. Stauden starter pænt forfra fra sit udganspunkt næste forår.

’Rozanne’ er en dejlig regnvejrsplante, der er ekstra fin, når kronbladene glimter af regndråbediamanter.

”Aberøve” på mispel-træet

Det lille mispel-træ, Mespilus germanica, der blomstrede så smukt i foråret, har nu fået frugter. De er knap så smukke og temmelig mystiske. Det er ikke svært at se, hvor de har fået tilnavnet ”aberøv” fra. Frugterne er simpelthen stenhårde, men det forlyder, at de kan spises, når de har fået et snert frost. Jeg har nu ikke prøvet, for de ser jo ikke specielt indbydende ud.

Geranium ’Rozanne’ slår også sine folder i bedet på terrassen, hvor der nærmest hersker anarki lige nu. Se hvordan her

Læs også: Storkenæb – pasning, dyrkning og flytning af geranium

Mest læste artikler