Planter, der passer sammen

Når man tilplanter sin have, kan man vælge at plante præcis de planter, man bedst kan lide, og så overlade det til dem selv at enes i bedene. Man kan også bevidst gå efter at parre planterne, så de understreger hinanden og skaber helhed i beplantningen.

Roser og lavendler klæder hinanden

En klassiker blandt plantekombinationer, der er genbrugt i tusindvis af haver. Du er altså på sikker grund, hvis du vælger at plante roser og lavendler sammen, men der er alverdens andre muligheder for at skabe perfekte parforhold i havens bede.
 
 

Tænk på, hvornår planterne blomstrer

Planteriget byder på alverdens farver og et væld af spændende former, så der er nok at eksperimentere med. Men det er fint nok at sidde med plantebogen og finde frem til de planter, der ligner de perfekte par.
Men man skal huske på, at alle billederne i bogen er taget, når planterne står i fuldt flor.

 

Find blomster, der blomstrer samtidigt

Ude i haven blomstrer planter på forskellige tidspunkter. Så det gælder om at finde frem til de plantepar, der blomstrer samtidigt, hvis det fx er blomsterfarverne, der ser ud til at matche.

 

Modsætninger skal mødes for at undgå et kedeligt bed

Et bed, hvor alle planterne er lige høje og ligner hinanden i vækstformen, mangler prikken over i’et. Det flyder lidt sammen og er ikke særligt spændende. Så er helhedsindtrykket straks et helt andet, hvis formerne får lov at spille mod hinanden.

 

Vækstformen er vigtig, når man matcher sine planter. Høje blomsteraks giver lodrette linjer og dermed det perfekte modspil til fx flade skærme af blomster, og lette, flimrende strukturer matcher markante og kompakte former.

Den største udfordring, når der skal findes lækre plantepar, er at matche farverne. Som udgangspunkt er der to veje at tage. Enten kan man parre planter, der har blomster i samme del af farveskalaen, fx to forskellige blå nuancer eller en elegant kombination af hvide farvetoner.

Leg med farverne – vælg kontrastfarver

Det er sværere, når man kombinerer kontrastfarver, men til gengæld er det også sjovere. Nogle af de mest markante kontraster er rød mod grøn, blå mod orange og gul mod violet. Prøv at se, hvordan farverne forstærker hinanden.

 

Der findes ingen facitliste

Der er hverken sikkerhedsnet eller facitliste for, hvad du kan og ikke kan, når det gælder plantekombinationer. Men det er rart at vide, at du altid kan flytte om, hvis harmonien ikke rigtig vil indfinde sig som planlagt.
Forår og efterår er de bedste tidspunkter, hvis der skal flyttes rundt på planterne.

Planterne skal trives sammen

Uanset hvor godt dit plantepar tager sig ud sammen, er det helt afgørende, at begge parter trives med de forhold, der er på voksestedet. En solelskende plante vil hurtigt sygne hen i skygge og omvendt.
Desuden er det værd at kende planternes vækstkraft, da en hurtigt voksende plante, der breder sig, hurtigt vil tage hele magten i parforholdet, hvis den anden er svagtvoksende.

Læs også: Flotte lupiner i grøftekanten, haven og vasen

Mest læste artikler