Plant forårets smukke magnolie i september

Magnolien lyser op med sine smukke, tidlige blomster om foråret. Den findes som træ eller busk, og slægten omfatter både stedsegrønne og løvfældende magnolier.


Magnolietræet trives bedst i sur jord

Du kan plante magnolie både om efteråret og foråret. Magnolie vokser bedst i en kalkfri, let sur jord, som kan holde på fugtigheden. Hvis magnolien plantes i en tør og mager jord, vil den gro dårligt og kan også nemmere blive angrebet af svamp. 

Sørg for at jorden er drænet

Et surbundsbed er det bedste sted, og ligesom surbundsbusken rododendron har den et fladt og udbredt rodnet. Jorden, som du planter magnolien i, kan forbedres ved at iblande forrådnede blade og grannåle. Sørg også for, at jorden er drænet, så overskydende vand kan slippe væk. Plant helst på et solrigt og beskyttet sted.

Magnolietræ findes også som langsomtvoksende

Magnolien kommer til sin ret som solitærplante: som fritstående træ eller busk med en tilpas bundvegetation. Det kan fx være tulipaner, lærkespore, stenurt, hasselurt, geranium eller andre bunddækkende planter. Der findes nyere sorter af magnolie, som glimrer ved at være langsomtvoksende, og derfor er velegnet til den lille forhave.

Sørg for vinterdækning de første par år

Magnolien passer næsten sig selv, men når du planter magnolie i efteråret, skal jorden stadig være lun og fugtig. I de første år er det en god idé at sørge for ekstra vinterdækning og pasning. Dæk fx med tørre blade eller granris.

Magnolietræet er ikke glad for frost

Magnolien er følsom over for temperatursvingninger, så hvis der kommer frost, efter at blomsterne er sprunget ud, får de brune pletter og falder af. Men magnolien trives fint i Danmark – de løvfældende sorter klarer sig dog bedst.

Pas på, når du skærer grene af magnolien

Magnolien har en smuk grenbygning, og den kan komme til at se uheldig ud, hvis der skæres og saves for meget i den. Hvis du ønsker et par afskårne grene til en vase indendørs, så skær fra en gammel magnolie, der bedre kan klare at blive beskåret.

Magnolie er symbol på renhed

Oprindeligt er magnolien fra Kina, hvor den er et symbol på renhed og oprigtighed. De første magnolier kom til Europa for ca. 200 år siden, og i 1960’erne blev magnolien et meget udbredt træ i parcelhuskvarterene.
I dag arbejder planteforædlere på at skabe nye sorter af magnolie, som har større blomster i hvide, rosa og violette nuancer. 

Den almindelige magnolie blomstrer før løvspring

Almindelig magnolie, Magnolia soulangiana, er en krydsning fremkommet i 1826 mellem Magnolia denudata og Magnolia liliifolia. Den bliver en kraftig busk på op til fire meter. Blomsterne dufter og er klokkeformede. Blomstrer før løvspring, men der er konstant blomstring til hen i juni. Der findes adskillige sorter med forskelligt farvede blomster.

Åkandemagnolien er en mellemstor busk

Åkandemagnolie, Magnolia sieboldii, er en mellemstor busk med opret vækst og med rent hvide, skålformede blomster og rød midte samt fin duft. Den blomstrer fra juni og til hen i august. Om efteråret prydes busken af skarlagenrøde bær, der hænger på lange stilke ud fra bælgkapslerne.

Den japanske blomstrer først efter 10 år

Japansk magnolie, Magnolia kobus, bliver fem-syv meter med en kegleformet vækst. Den blomstrer først efter 10 år. Da kommer blomsterne før løvspring i april og bliver op til 10 cm store.

Den hårdføre magnolie får hvide blomster i april

Hårdfør magnolie, Magnolia x loebneri, har ikke noget dansk navn. Det er et kraftigtvoksende lille træ, som får hvide, stjerneformede blomster i april. Den er mere hårdfør end mange arter.

Stjernemagnolie har duftende bark

Stjernemagnolie, Magnolia stellata, er en svagtvoksende busk med duftende bark. Blomsterne ser markant anderledes ud end de andre magnoliers – de er nemlig stjerneformede.

Mest læste artikler