Plant et nyt træ i haven

Havens træer fungerer som blikfang, som grønne parasoller på hede dage og som flotte skulpturer også i vinterhalvåret. Og når du planter et nyt træ i haven, glæder du dig selv og miljøet på én gang. Træerne binder CO2 og renser dermed luften.


Vælg træet med omhu – det er en investering for livet

At købe et træ er en investering for livet. Det er vigtigt at vælge rigtigt, hvis ikke investeringen skal være spildt. Hvis træet med årene vokser sig alt for stort til haven, er der kun en vej til at rette op på fejltagelsen. Træet må fældes. Derfor er det helt afgørende at have havens størrelse og forhold i øvrigt i baghovedet, når du går på træindkøb.

Et lille træ kan blive meget stort

Et lille bøgetræ, der ser harmløst ud på planteskolen, kan blive endog meget stort og hører ikke hjemme i en lille villahave. Til gengæld er der et meget stort udvalg af træer, der aldrig bliver særligt store. De udfylder den rolle, de er tiltænkt, uden at stjæle hele scenen.

Klassikere og nye sorter
Blandt de små og mellemstore træer er der masser af dejlige klassikere som prydkirsebær og paradisæble i talrige sorter. Men der er også en lang række lidt mere usædvanlige træer, der kan give haven et ekstra pift med spændende former og strukturer. De er som regel ikke sværere at dyrke end de gamle kendinge, men kræver måske lidt mere shopping at finde frem til og en lidt større udskrivning på købstidspunktet.

Fire gode træer
1. Sydbøg er et træ, der er helt perfekt, når man nok vil have et træ men ikke bryder sig om skygge. Sydbøg, Nothofagus antarctica, har nemlig en så let og gennemsigtig grenbygning, at træet kun kaster meget lidt, flimrende skygge. Her i landet bliver sydbøg op til otte meter høj. Bladene dufter rart og krydret, lige når de er sprunget ud. Smukke, varmt gule høstfarver hører også med til træets fortrin.

2. Etagekornel, Cornus controversa, er et charmerende lille træ, der maksimalt bliver 10 meter højt her. Træet har en helt speciel grenbygning, hvor sidegrenene danner tydelige, afgrænsede etager, der giver en spændende eksotisk virkning. Også blomstringen er noget særligt, idet træet i juni fyldes af fine skærme af cremefarvede blomster, der løfter sig lodret over de vandrette grene. Træet trives bedst, når jorden ikke er for tør.

3. Trompetkrone, Catalpa bignoides, er lidt til den sarte side og bør kun plantes på beskyttede steder. Hvor træet trives, er det til gengæld garanti for et eksotisk islæt i haven takket være de meget store, markant hjerteformede blade. Trompetkrone bliver omkring 10 meter høj og blomstrer i juli med flotte, cremefarvede blomsterstande.

4. Pilebladet pære, Pyrus salicifolia, bliver ikke uden grund kaldt Nordens oliven. De aflange, sølvgrå blade og træets statur leder uvilkårligt tankerne i retning af Middelhavsområdets oliventræer. Men pilebladet pære er i modsætning til oliventræet helt hårdført her til lands og kan dermed være med til at give haven et strejf af middelhavsstemning. Træet bliver 6-7 meter højt og blomstrer med fine, hvide blomster i foråret.

Læs også: Paradisæbler – træet med to årlige højdepunkter

Mest læste artikler