Løjtnantshjerte – forårets mest fascinerende staude

Hjerteblomst, Dicentra spectabilis, med det smukke gamle navn løjtnantshjerte, må være en af forårets mest fascinerende stauder. Tænk at naturen kan komme i tanke om at skabe så perfekt hjerteformede blomster.

Placeres inde i stauderne

Jeg blev forelsket i løjtnantshjerte, da min far viste mig de hjerteformede blomster under syrenen, da jeg ikke var ret stor, og holdt hvert år øje med, om de ikke snart var på vej. I dag har løjtnantshjerte en særlig status i haven, hvor de bliver placeret lidt inde i staudebedene blandt de andre stauder.

Ligeså fantastisk smukke planterne er nu, ligeså kedelige bliver de senere på året, når blomstringen er forbi og løvet begynder at visne ned, og så er det godt, at der er andre stauder klar til at skjule dem.

Den hvide sort, Dicentra spectabilis ‘Alba’ har sin helt egen charme med snehvide blomsterhjerter dinglende fra stænglen.

Hjerterøde blomster

Helt speciel og ikke helt almindelig er sorten Dicentra spectabilis ‘Valentine’, der som man næsten kan gætte af sortsnavnet, har rigtig, hjerterøde blomster. i foråret under blomstringen står den og lyser nok så sødt op med de røde hjerter i skovhaven, men efter afblomstring bliver den flyttet, for liljekonval og Co. truer med at tage magten fra den.

Læs mere om Lotte Bjarkes have – bl.a. om fine og farvestrålende akelejer –  på hendes blog “Helt hen i haven”

Læs også: Liljekonval – Den giftige plante med de klokkeformede blomster

Mest læste artikler