Slip af med mælkebøtter, skvalderkål og andet ukrudt i din have

Mælkebøtter, skvalderkål, mos, kvikgræs, snerler... Der findes mange forskellige typer ukrudt. Her er, hvad du skal gøre, hvis du vil vinde kampen mod dit ukrudt. 

Tag fat i ukrudtet, når det spirer

Alle kender det – du vender dig om et et øjeblik, og så er bedet pludselig fuld af skvalderkål. Ukrudt kan så let som ingenting brede sig med lynets hast og ende som en grøn hær, der kæmper om pladsen med prydplanterne i staudebedene og grøntsagerne i køkkenhaverne.

Det bedste er selvfølgelig at forhindre, at skvalderkål og mælkebøtter breder sig. Det er lettest, lige når det spirer, for her er planterne mest sårbare og har ikke fået rigtig fat.
 

Du kan bekæmpe ukrudtet

Men selv om ukrudtet har vundet terræn i din have, er der ingen grund til at fortvivle. Du kan komme det til livs med knofedt samt gode haveredskaber.

Læs også: Hold bedene lugefri med en effektiv bedafgrænsning

 

Skuffe- eller hakkejern mod ukrudt

Hvis din have for alvor er blevet invaderet af skvalderkål, snerler eller kvikgræs, også kaldet senegræs, skal du slå ukrudtet ned med et skuffe- eller hakkejern ca. hver anden uge sommeren igennem, indtil der ikke dukker flere spirer op af jorden.

Udsultning af rødderne slår skvalderkål ihjel

Når det gælder skvalderkålen, skal du komme blomstringen i forkøbet. Så når planterne ikke at sætte frø, som kan blive til endnu flere planter. Ved hele tiden at slå ukrudtet ned, udsulter du rødderne, hvilket i sidste ende dræber planterne.

Grav jorden igennem eller så græs

Hvis ukrudtet er gammelt i gårde, og har vokset samme sted i årevis, kan det være en god idé først at grave jorden godt og grundigt igennem, evt. si den og fjerne så mange rødder som muligt. En anden metode er at anlægge græsplæne der, hvor ukrudtet vokser. Og så slå græsset hyppigt hele sommeren igennem.

Dæk skvalderkålen med sort plastik

En tredje og nemmere metode, hvis du vil have has på et større areal med skvalderkål, snerler, kvikgræs eller andet ukrudt – hvor der vel at mærke ikke vokser prydplanter – er at dække arealet med ukrudten med sort plastik, gamle aviser eller tæpper fra foråret og til langt ud på efteråret. Gentag gerne behandlingen året efter.
 
Læs også: Sådan lægger du en fiberdug i din have

Brug en rive til at fjerne mos

Mos er et problem i haver af ældre dato. Det kan fjernes med en mosrive, når mosset er tørt. Så slipper det lettere sit greb i jorden, hvorved græsset bliver mindre beskadiget under arbejdet.

Mælkebøttejern til mælkebøtter

Når det gælder mælkebøtter, så fjernes de mest effektivt med et mælkebøttejern. Og det skal helst ske, lige før de begynder at blomstre. Kogende vand hældt direkte fra kedlen og ned i planterne kan ligeledes gøre underværker mod denne form for ukrudt.

En anden mulighed er en ukrudtsbrænder

Du kan også blive de forskellige typer ukrudt kvit med en ukrudtsbrænder. Metoden er god, når det drejer sig om fliserne på terrassen eller i havegangen – især, hvis der er meget ukrudt, og det vil tage dig lang tid at fjerne det manuelt med en fliserenser.

Læs også: 8 effektive våben mod skvalderkål

Pas på, at du ikke brænder alt det grønne væk

Når du bruger en ukrudtbrænder, skal du kun svitse overfladen af planterne. Det sætter en stopper for plantens evne til at suge vand og betyder døden for både rødderne og resten af planten. Hvis du brænder alt det grønne væk, så vil rødderne bare sende nye skud op af jorden.

Brug skvalderkål i salat

Midt i al snakken om bekæmpelse af ukrudtet, er det værd at huske på, at flere af de blomstrende ukrudtsplanter jo faktisk også er smukke at se på. Nogle haveejere vælger derfor at hellige en del af haven til snerlerne eller skvalderkålen. Sidstnævnte er i øvrigt også ideel som ingrediens i en god og nærende ukrudtssalat.

Læs også: Fjern mos og ukrudt i græsplænen

Mest læste artikler