Hosta er en hårdfør plante, der ikke stiller høje krav til jordbund og sollys.
Hosta er en hårdfør plante, der ikke stiller høje krav til jordbund og sollys. Foto: Getty Images

Hosta - Havens grønne plante, der elsker skygge

Hosta er mest kendt for sine store, grønne blade. Planten trives glimrende på “vanskelige steder” som eksempelvis op af en nordmur, på skråninger eller under skyggefulde træer, hvor jordbunden som regel er tør. Få et indblik i nogle af de mange forskellige Hosta-sorter samt plantning og pasning af en Hosta.

Af: Madelene Sjøstrøm Gullach, 28. oktober 2020

Hosta, som er plantens latinske navn, er en grøn, bunddækkende plante, som er god til at dække jorden i et bed og dermed holde ukrudt væk.

Hvis du ikke allerede har en Hosta i haven, så er der god grund til at tage et nærmere kig på denne plante. Hostaens bunddækkende evner giver nemlig plads til, at andre blomster i bedet som eksempelvis Dahlia, Hortensia og Rhododendron lettere kan fange blikkets opmærksomhed. Derudover er den grønne plante også en fryd for øjet i sig selv. En Hosta eller flere er altså gaven til haven.

Hosta-sorter

Hosta er en staude, som danner en kraftig rodstok. Alle Hosta-sorter har en bladstilk med dybe render, mens stilkenes længde varierer mellem arterne. Også bladenes form afhænger af sorten, men fælles for alle er, at bladene typisk er blanke og skinnende på oversiden og mat på bagsiden. Plantens bladfarve kan gå fra blågrøn til helt lysegrøn. Andre sorter har flotte hvidegule detaljer.

Der findes et utal af Hosta-sorter, der varierer i størrelse, farve og stilklængde.

Tre populære Hosta-sorter

Blue Angel


Blue Angel. Her er planten nærmest lige blevet plantet, så lad dig ikke snyde. Den bliver stor.

Bladform: Oval til kileformet

Bladfarve: Blå-grå

Blomsterfarve: Hvid til bleg lavendel

Størrelse: Stor

Big Daddy


Big Daddy. Denne sort kan bruges til at dække større bare jordflader, da den bliver kæmpe stor.

Bladform: Rund

Bladfarve: Blå-grøn

Blomsterfarve: Hvid

Størrelse: Kæmpe

Undulata


Undulata. Denne sort giver et mere festligt udtryk med sine brogede blade. Bladenes krøllede facon ligner lidt et næb på en undulat.

Bladform: Høje og tætte, bølgede blade

Bladfarve: Broget, lys grøn med hvidgul midte

Blomsterfarve: Lys lavendel

Størrelse: Stor

Tre duftende Hosta-sorter

So Sweet


So Sweet. Denne sort er både farverig og dufter dejlig sødt, når den blomstrer.

Bladform: Spids, bølget

Bladfarve: Broget, mørkegrøn med gule kanter

Blomsterfarve: Hvid

Størrelse: Lille

Fragant Blue


Fragrant Blue. Denne sort er spændende at dyrke i haven, fordi den giver en blålig kontrast til alt det grønne.

Bladform: Hjerteformet

Bladfarve: Blå-grå

Blomsterfarve: Lys lavendel

Størrelse: Lille til medium

Fried Bananas


Fried Bananas. Bladene på denne sort lyser flot op i haven med deres nærmest gyldne udtryk.

Bladform: Hjerteformet og let bølget

Bladfarve: Lysegrøn, næsten gylden

Blomsterfarve: Hvid

Størrelse: Medium

Vælg den rigtige størrelse Hosta

Man kan opdele sorterne i fem forskellige størrelser baseret på deres højde.

Miniature: Cirka 15 centimeter.

Lille: 15-25 centimeter.

Medium: 25-45 centimeter.

Stor: 45-70 centimeter.

Kæmpe: Over 70 centimeter.

Det varer 4-5 år, inden Hosta når sin fulde størrelse. Det skal du tage højde for, når du anlægger et bed. Til miniature og små sorter anbefales en planteafstand på cirka 60 centimeter. Til de medium og store sorter anbefales en afstand på omkring 80 centimeter og til de største sorter anbefales en planteafstand på cirka to meter. De største sorter bliver op til 1,5 meter brede og 90 centimeter høje.

Hosta i bed

Hosta stiller ikke specielle krav til jordbund, men hvis du vil have dem til at trives bedst muligt, skal du udplante dem i velgødet lerjord.

Når du skal udplante en Hosta i et bed, skal du starte med at forberede jorden. Det kan gøres således:

  • Grav jorden godt igennem for at lufte den.

  • Fjern al flerårigt ukrudt som skvalderkål og kvikgræs.

  • Grav organisk materiale ned i jorden- cirka en spandfuld per kvadratmeter.

  • Fjern alle planterester og døde blade fra planten. Før rodstokken dækkes til, kan du med fordel strø sneglepiller rundt om planten.

  • Sæt planten i jorden og spred organisk materiale rundt om plantens rodstok, så den er dækket godt til.

  • Læg yderligere jorddækning på efter et par måneder. Hvis du bruger et fugtigt dækmateriale, må det ikke komme i kontakt med bladende.


En masse blomstermuld og organisk materiale trykkes forsigtigt ind om plantens rod.

Idet nyetablerede bed kan du lægge blomstrende løg eller Erantis mellem Hostaerne. Erantis vil efter blomstring danne et smukt, grønt tæppe under Hosta-planterne.

Hvornår skal Hosta plantes?

Du kan udplante Hosta hele året, så længe der ikke er frost i jorden. Det allerbedste er at udplante den om foråret, så planten får tid til at rodfæste sine rødder, inden det bliver vinter.

Planter du din Hosta, under en varm og tør sommer, skal du sørge for at vande den rigtig godt henover sommeren. De store Hosta skal have godt med vand, mens de mindre kan klare sig med fære dråber. Tommelfingerreglen er, at jo større planten er, jo større er behovet for både vand og næringsrig jord.

Pasning og pleje af Hosta

En flot og sund Hosta, kræver ikke mange kræfter. De fleste sorter - især de små med helt grønne blade - trives i skygge.

Hvis du ønsker, at dine Hosta hurtigst muligt skal vokse sig store og flotte, kan du forkultivere bedet og tilsætte kompost eller spagnum med gødning. Pas dog på med at gøde for meget, da planten så vil udvikle for mange og for kraftige blade.

Hosta er en nem plante at have med at gøre, fordi den generelt kan tage pladsen i skyggen, hvor andre blomster og planter ikke trives. Nærmest ingen Hosta-planter tåler fuld sol, men nogle af dem kan godt lide blide stråler, så de kan bevare deres flotte farver. Derfor placeres de ideelt under løvfaldstræer, hvor de ikke står i direkte middagssol. De brogede af slagsen, eksempelvis Hosta Undulata, skal have lidt sol for at bevare sine fine gullige markeringer. Dem med helt grønne blade kan bedre klare sig uden sol.

Placer Hosta-planten godt beskyttet mellem buske og højtvoksende stauder, som kan danne læ for rusk og vind. Kraftig vind og uvejr kan nemlig skade bladene.

Skal Hosta klippes ned?

Når kulden sætter ind i efterårsmånederne, bliver Hostaens blade gule eller brune og slatne. Mange kan have lyst til at fjerne de triste blade. Du kan egentlig gøre, som du vil, da der ikke er én rigtig tilgang til beskæring af planten.


Vintertrætheden har meldt sin ankomst.

Mange vælger at lade bladene ligge og supplerer med ekstra visne blade, så det fungerer som vinterdækning af jorden. Dog er det ikke nødvendigt at vinterdække planten, da den er yderst hårdfør. Når det bliver forår igen, er bladene tørre og slipper planten lettere. Bladene er altså typisk nemmere at fjerne i foråret.


Skud i vinterens kulde og frost.

Lader du bladene ligge henover vinteren, kan mariehøns og andre insekter flytte ind. Når du rydder op i bedet til foråret, får du måske glæde af en masse røde mariehøns, der flyver op fra bedet og ud i det spirende forår.

Hosta i krukke

Med undtagelse af de største sorter er Hosta velegnet til udplantning i krukker. Ved hjælp af de forskellige sorter kan du skabe en smuk krukkehave i de grønlige nuancer, du sætter mest pris på.

Med Hosta i krukker kan du nemmere rykke rundt på dem for at finde den ideelle placering, hvilket for de fleste sorter er i halvskygge.

Den hårdføre plante kan overvintre i krukken

Du kan sagtens lade dine Hosta i krukker overvintre, da det er en meget hårdfør plante. Det er derfor heller ikke nødvendigt at vinterdække planten. Dog visner planten ned og bliver trist at se på. Når du efter vinteren fjerner de visne blade, liver Hostaen op igen og er klar til endnu en vækstsæson over forår og sommer.

Når Hosta blomstrer

Selvom Hosta mest betragtes som en bladplante, blomstrer de fleste sorter hen over sommeren. Blomsterne har farver fra hvide, lys lavendel til mørk lavendel. På en lang stilk kommer de tragtformede blomster frem, som hænger ned langs stilken.


De tragtformede blomster hænger som små klokker langs stilken.

Blomstringen begynder i juli og for nogle sorter varer den kun få uger, hvilket gælder for eksempelvis sorten Big Daddy. Hos andre sorter fortsætter blomstringen til ud på efteråret, hvilket gælder for sorten Undulata.


Hvide blomster på en Big Daddy.

Bruges Hostaen som bund­dække under andre store buske og planter, skal man ikke vente ret megen blomstring. Den blomstrer nemlig bedst i blid sol.

Formering af Hosta

Hosta-planten formeres bedst ved deling og kan sagtens tåle det. Deling bør foretages lige efter afblomstringen i efteråret. Alternativt kan delingen foretages tidligt på foråret, inden blomstringen begynder.

Skadedyr og sygdomme i Hosta

Et af de skadedyr, som er glade for at spise Hosta til aftensmad, er snegle. De snegler sig ud af deres skjul om natten og spiser, så din plante er gennemhullet morgenen efter. Tjek derfor dine Hosta for snegle sent om aftenen eller om morgenen, hvis du vil undgå huller. Udover sneglepiller kan du beskytte dine Hosta, som er placeret tæt på jorden, med jern-fosfat eller sneglefælder.


Sneglene mæsker sig i deres livret.

Snegle er imidlertid ikke de eneste skadedyr, der spiser Hosta. Også de mikroskopiske orme, Nematoder gennemhuller planten for at indtage dagens måltid. Disse kan bekæmpes med skadedyrsmidler.

Derudover kan Hosta-planten inficeres med blandt andet den såkaldte Hosta Virus X, som viser sig ved mørkegrønne blæk-agtige pletter på bladene. Virussen kan sprede sig til omkringliggende planter via saft, som er forurenet af virussen. Derfor er det vigtigt at destruere hele den plante, som er inficeret, straks symptomerne opdages. Symptomerne på virussen kan være flere år undervejs, så omkringliggende planter til en inficeret plante skal også destrueres.

28. oktober 2020 Madelene Sjøstrøm Gullach
Mere om Planter

3 vidunderlige plante-nyheder du kan købe NU

Der er nyt fra planteriget! Få tips og læs om de spændende planter i denne artiklen. Spørg efter dem på din planteskole. 

Citrontræ: Gode råd og tips til hvordan du lykkes med det eksotiske...

Er du interesseret i et eksotisk citrontræ? Her får du de bedste tips til, hvordan du lykkes med citrontræ indendørs og i haven.

Sådan giver du dine roser en forårskur

Rosen er en af havens smukkeste blomster og de kommer i mange forskellige skikkelser, farver og størrelser. Giv dine roser en forårskur ved...

Sådan får du succes med stiklingerne

Foråret kommer buldrende og det er, som om alting sker på én gang. Nu kan vi få afløb for al den sammen­ sparede haveenergi, for mens tulipanerne blomstrer, og fuglene synger, er der masser af gøremål at kaste sig over. 

Værste forårs-tørke i 15 år: Sådan kommer du og din have sikkert...

Indtil videre har foråret 2020 været det tørreste i 15 år, og der er ikke tegn på, at tørken ender i april. Få gode råd til hvordan du...

Pollen-sæsonen skaber Corona-bekymring: Sådan kender du forskel på...

Hvis du har pollenallergi, har du gener som muligvis minder meget om de symptomer, man får i de indledende stadier ved corona virus. Derfor...

Ny app skal hjælpe danskere med at holde styr på deres allergisympt...

Birkepollensæsonen er skudt i gang. En ny app, der samler pollental, logbog, allergitest og gode råd om medicin og behandling ét sted, skal hjælpe allergikere med at få kontrol over deres pollenallergi.

Birkepollen er kommet tidligt i år

Birketræerne følger trop med de andre forårstræer og blomstrer i år tidligere end sædvanligt på grund af de milde vinter- og forårstemperatu...

Ny rose markerer 100-året for Genforeningen

Grænseforeningen lancerer i samarbejde med Rosa Eskelund en ny Genforeningsrose i anledning af 100-året for Genforeningen i 1920 af Sønderjy...

Sådan passer du din grønne elefantøre med succes

Elefantøre er en sand primadonna i planteriget, som vil kræve meget af dine grønne fingre. Men knækker du koden til den rigtige balance mellem lys og vand, er regnskoven kommet for at blive i dit hjem.

Snart kan DU plante tulipaner i Tivoli

Er du en ægte blomster-elsker, skal du sætte kryds i kalenderen den 15. september. Her inviterer Tivoli nemlig til den årlige Blomsterløgdag...

Grønkål: Få succes med denne supergrøntsag i din have

Grønkål er kategoriseret som en supergrøntsag, der kan bruges til rigtig meget! Grønkål er let at dyrke og trives i de fleste næringsrige...

Plant dine stauder i grus – og slip for ukrudt og tørkeplagede...

Der er flere gode grunde til at anlægge et staudebed i grus. En af de største gevinster er, at det er nemt at holde - men et grusbed er også modstandsdygtigt over for varme somre og tørke. Se hvordan du anlægger et grusbed her. 

Sådan får du succes med roser sat om vinteren

Vil du have succes med dine roser, er januar og februar den bedste tid at plante i, så længe jorden er til at komme i. Der er nemlig mange...

3 blomsternyheder der vil forskønne dit efterår

Efteråret er kommet, og det samme er tre skønne nyheder fra planteriget. Se, hvilke nye blomster og buske du skal plante i din have her.