Få den frodigste have: Sådan får du succes med dine blomsterløg

Vil du have en frodig og farverig forårshave, er det nu, du skal lægge blomsterløg. Få det optimale ud af de små knolde med otte sikre tips.

Sådan får du succes med dine blomsterløg

Vi har knap nok vænnet os til, at det er efterår, så foråret kan måske godt føles lidt langt væk – og i hvert fald ikke direkte presserende. Men hvis du til den tid vil forkæle dig selv med et livsbekræftende flor af yndige krokus, nejende vibeæg og skønne tulipaner, er det nu, du skal i gang med at planlægge og indkøbe de blomsterløg, der skal pryde forårshaven.

Hortensia i krukker og bede fornyer sensommerhaven.

Jeg har samlet mine mangeårige – og til tider dyrekøbte – erfaringer i en række gode råd, der sikrer, at du får det optimale ud af dine penge og din indsats, inden du begynder at hive løg ned fra hylderne i havecenteret eller fylde de virtuelle indkøbskurve.

1. Husk at få det gjort

Det allervigtigste råd er at huske at få det gjort – og gerne i god tid, mens der er et stort udvalg at vælge imellem i butikkerne. Efter en lang, gold vinter er vi sultne efter sol og varme og farver i havens bede, og det er meget få investeringer, der kan sprede så meget glæde som de poser blomsterløg, man får lagt i løbet af efterårsmånederne.

Få 90 løg i en særligt udvalgt løgpakke og vores online havekursus her.

2. Sørg for løbende blomstring

Det er meget let at falde for alle de farve-strålende tulipaner og fylde kurven op med dem, men foråret starter, længe før de kommer frem, og for mit vedkommende er det i virkeligheden de første små blomster, der udløser den allerstørste begejstring. Derfor gør jeg mig umage med også at huske alle de andre løg-blomster, der er med til at forlænge blomstersæsonen: de fine små vintergækker, der byder vinteren trods og starter sæsonen, tæt fulgt af de små botaniske krokus. Derefter skilla, perlehyacinter, vibeæg og påske- og pinseliljer, der blander sig med tulipanerne, inden prydløgene til sidst runder det hele af.

Sådan får du flere blomster på din orkide.

Sådan planter du forårsblomster, så de overlapper hinanden.

Læs også: 10 nemme tips til at få succes med krokus i haven

3. Miks tulipansorterne

Tulipaner er ikke bare tulipaner. Der er de små botaniske tulipaner, der ikke er så prangende, men til gengæld kommer frem meget tidligere og trofast kommer igen de følgende år. Blandt de almindelige tulipaner er der også stor forskel på, hvornår de blomstrer, så jeg sørger for både at få nogle af de tidlige og sene sorter. Mange tulipaner er desværre en engangsfornøjelse, men der findes sorter, der er flinke til at komme igen. Jeg har selv haft gode erfaringer med Purissima (meget tidlig, hvid/flødefarvet) og Princess Irene (orange med lilla flammeaftegning), der også er fin sammen med de klassiske røde og gule Apeldoorn, som også flittigt kommer igen. Og så er der en af mine absolutte yndlinge, den meget mørke, auberginefarvede Queen of Night, der er en af de seneste tulipaner.

4. Vælg store og sunde løg

Når jeg står i havecenteret eller byggemarkedet, ser jeg efter, om løgene har en god størrelse og føles faste, så de har masser af kraft og saft til at lave blomster. Jeg tjekker også, at der ikke er mug på dem, og jeg vælger dem, der ikke er begyndt at spire endnu.

5. Læg løgene rigtigt

Det står for det meste på poserne, hvor dybt løget skal lægges i jorden, men en god huskeregel er, at dybden skal være ca. tre gange løgets højde. Sæt løget ned i hullet med spidsen opad. Løgene har i øvrigt ikke godt af at stå alt for vådt om vinteren. Når jeg lægger dem i en del af haven, hvor der bliver meget fugtigt, så giver jeg dem lidt grus i bunden af plantehullet eller blander lidt sand i jorden. På den måde kan vandet lettere dræne væk fra løget.

Få 90 kvalitetsløg og vores online havekursus. 

6. Tag højde for sol og skygge

Jeg lægger mine blomsterløg både i bede med fuld sol og bede med delvis skygge. Dem, der står i solen, kommer for det meste lidt tidligere frem, men de brænder også meget hurtigere af, specielt hvis foråret byder på masser af sol og varme. Dem, der står mere skyggefuldt, holder normalt noget længere.

Hvad kan jeg bruge grønne tomater til?

7. Sæt løg i både bed og plæne

Jeg lægger blomsterløg i både bedene og græsplænen, men for at give dem de bedst mulige chancer for at komme igen er det vigtigt, at de får lov til langsomt at visne ned, selv efter at de er afblomstret. På den måde kan de nå at samle flest kræfter til året efter. Derfor foretrækker jeg at sætte de tidligste af løgblomsterne, som f.eks. de små botaniske krokus, i plænen, så jeg ikke skal udskyde græsslåningen alt for længe. Det er i øvrigt også en god idé at knække hovedet af blomsterne, når de er ved at afblomstre, så de ikke bruger kræfter på at udvikle frø.

8. Tyvstart sæsonen

Hvis du lægger løg i krukker eller potter, kan du tyvstarte sæsonen ved at stille dem i drivhuset, så de kommer hurtigere i gang om foråret. Og kan du slet ikke vente, kan du også tage nogle af dem indenfor i løbet af vinteren. Både små, yndige krokus og duftende hyacinter er skønne at have stående i vindueskarmen.

Læs også: Vibeæg – dyrkning af den skakternede klokkeblomst

Mest læste artikler