Dyrk jordbær i krukker på terrassen

Du behøver ikke en kæmpe køkkenhave for at dyrke jordbær. Planterne trives fint i krukker. En sidegevinst er, at “krukkebærrene” altid er fine og rene, fordi de ikke er i direkte kontakt med jorden.

Dekorativ og velsmagende plante

Alle elsker jordbær, men de færreste tænker nok på, at jordbærplanten i sig selv er lige så dekorativ som mange sommerblomster. Løvet er friskt grønt, de hvide blomster talrige, og de røde bær er velsmagende.

Nyd synet og smagen

Der er altså al mulig god grund til at lade jordbærplanterne komme lidt frem i lyset fx i krukker på terrassen, hvor du kan nyde synet såvel som smagen. Selvom man ikke ligefrem kan fylde fryseren med bær fra krukkeplanterne, kan man få stor glæde af de bær, der kan høstes på krukkeplanterne.

Jordbærplanter er ikke krævende og stiller sig godt tilfreds med livet i krukken. Det gælder om at få fat i store, velvoksne planter, hvis du vil høste bær i år.

Læs også: Jordbær – sådan dyrker, plejer og plukker du jordbær

Blomster om efteråret

Jordbærblomsterne dannes i efterårets løb, så de er klar til at springe ud det følgende år. Derfor har unge planter ingen blomsteranlæg at gøre godt med og dermed heller ingen jordbær det første år.

Som altid, når man dyrker planter i krukker, er det vigtigt, at der er hul i bunden af krukken og et godt drænlag nederst, så overskydende vand kan løbe væk. Våd jord giver stor risiko for syge jordbærplanter.

Gød først efter høst

Plant jordbærplanterne i en god krukkemuld, og glem alt om at give gødning til efter høst. For meget gødning til jordbærplanter får bladene til at vokse på bærrenes bekostning.

Vanding er vigtigt

Vanding er den helt afgørende forudsætning for at få succes med jordbær i krukker. Fra blomstring til bærrene er modne, må planterne ikke tørste.

Vandmangel går alvorligt ud over bærrenes udvikling. Du må altså ud med vandkanden dagligt. Det gælder også i regnvejr, for det er ikke mange regndråber, der finder vej ned i en krukke.

Der findes forskellige automatiske krukkevandingsløsninger i butikkerne, men den enkleste løsning i en snæver vending er at fylde en stor sodavandsflaske med vand og stikke den omvendt ned i krukken.

Jordbærsorter blomstrer i maj og giver bær i juni

De fleste jordbærsorter blomstrer i maj og giver bær i juni-juli, hvorefter gildet er slut for i år.

De såkaldte remonterende sorter er anderledes. De blomstrer og giver bær hele sommeren og stopper først hen i oktober.

Dyrk jordbær på altanen

Bor du i lejlighed uden have, men drømmer om egne jordbær, er der nu gode råd at hente.

Du kan nemt dyrke egne jordbær, uden at det kræver meget plads. Du skal blot bygge et jordbærtårn.

Læs også: Indretning af altan – sådan gør du

Du skal bruge:

  • 5 plastikspande, med huller i bunden (kan ofte fås til billige penge hos plantecentrene)
  • Boremaskine med hulsav
  • 1 plastikflaske (1 liter)
  • Plantejord

Sådan gør du:

Trin 1

Bor huller med hulsaven langs siderne på plastikspandene – ca. 12 stykker pr. spand. Hullerne skal bruges til jordbærplanterne.

Trin 2

Tag plastikflasken og lav et lille hul i skruelågstoppen – brug eventuel en skruetrækker. Skær herefter bunden af flasken.

Trin 3

Kom jord i bunden af den spand, der skal stå nederst i dit jordbærtårn. Begynd at arrangere dine jordbærplanter, så de hænger ud af hullerne. Det er kun det nederste af planten og rødderne, som skal være inde i spanden og være dækket af jord. Når du har arrangeret alle planterne, kan du fylde spanden 3/4 med jord. Nu er du færdig med den nederste spand.

Trin 4

Begynd på næste spand og brug samme teknik fra forrige trin. Alle planterne skal arrangeres og spanden fyldes med jord. Kom den færdige spand ovenpå spanden, der skal stå nederst.

Trin 5

Den sidste og øverste spand skal indeholde tårnets vandreservoir. Dæk bunden med jord og arranger planterne. Vend plastikflasken så skruelågstoppen vender mod spandens bund. Fyld spanden med jord – kun flaskens bund skal være blottet.

Kom den sidste spand øverst og fyld flasken med vand. Vandet vil langtsomt flyde ud og forsyne planterne med vand.

Stil dit tårn et solrigt sted.

Se hele guiden her.

Læs også: Succes og indretning med plantekasser

Mest læste artikler