Danmarks 5 giftigste svampe – disse svampe må du IKKE spise

Inden du går på jagt efter svampe i de danske skove, kan det være en rigtig god ide at få et overblik over, hvilke svampe du skal holde dig langt fra. Vi har samlet en liste over de 5 giftigste svampe i Danmark.

1. Grøn fluesvamp (Amanita phalloides)

Øverst på listen over Danmarks giftigste svampe er den grønne fluesvamp, som er dødeligt giftig. Svampen kendetegnes ved en hvid stok med et gult skær og har en gul/grønlig hat.

Den grønne fluesvamp er at finde i skovbunden tæt på træer, hvor den almindeligvis vokser fra august til oktober. 

Grøn fluesvamp (Amanita phalloides)

2. Hvid fluesvamp (Amanita virosa)

Den (sne)hvide fluesvamp er lige såvel som den grønne fluesvamp dødeligt giftig. Den vokser typisk nær træer i skovbunden fra august til oktober.

Den hvide fluesvamp er mere sjælden end den grønne fluesvamp, men minder i høj grad om den almindelige champignon, som vi bruger i madlavning.

Du kan skelne mellem de to svampe ved at undersøge lamellerne. Den hvide fluesvamps hat, lameller og stok er helt hvide og har desuden et lille slør nederst på stokken. Den almindelige champignons lameller er derimod laksefarvede eller brune og har ikke samme slør. 

Hvid fluesvamp (Amanita virosa)

3. Randbæltet hjelmhat (Galerina marginata)

Randbæltet hjelmhat kan måske minde en smule om den orange kantarel, men i de fleste tilfælde forveksler folk den meget giftige svamp med de spiselige svampe Foranderlig Skælhat og Gran-Svovlhat.

En Randbæltet hjelmhat kan kendes på, at den har en brun hat på 1 til 5 centimeter i diameter, blegbrune lameller og en glat stok med en brun ring. Randbæltet hjelmhat er ret almindelig i Danmark og vokser på stammer, stubbe og træflis fra august til oktober.

Randbæltet hjelmhat (Galerina marginata)

4. Puklet giftslørhat (Cortinarius rubellus el. orellanoides)

Rundt omkring i Europa har der været problemer med at folk har forvekslet spiselige kantareller med Puklet giftslørhat. Puklet giftslørhat er meget giftig og kan især forårsage skader på lever og nyre, hvilket i nogle tilfælde kræver dialyse og endda transplantation. 

Svampen kan kendes på, at den dufter af radisser og er relativ spidspuklet. Derudover er hat, lameller og stok rødbrune. Svampen er forholdsvis sjælden i Danmark, og vokser særligt i nåleskove fra sommer til efterår.

Puklet giftslørhat (Cortinarius rubellus el. orellanoides)

5. Stenmorkel (Gyromitra esculenta)

Ægte eller Almindelig stenmorkel gik engang under navnet Spiselig stenmorkel, hvilket med god grund er blevet ændret, da svampen er dødeligt giftig, hvis den spises rå.

Selvom nogen argumenterer for, at man kan fjerne giftstofferne ved at tørre eller koge svampen, så frarådes spisning af stenmorkler, da metoderne ikke er sikre, og alle giftstoffer ikke kan fjernes.

Svampen har et karakteristisk morkeludseende med en brun, hul, hjerneformet hat, og kan findes i nåleskov i foråret.

Stenmorkel (Gyromitra esculenta)

Ajourført september 2023

Mest læste artikler