Her er blomsten, der dufter af kakao

Omkring år 2000 opdagede danske planteskolefolk chokoladeblomsten i de store havecentre udenfor London og Birmingham i England. Planten har siden været tilgængelig på det danske marked og er nu meget populær.

rødbrune chokoladeblomster

Blomstrer ivrigt

På latin hedder chokoladeblomsten, Cosmos Astrosanguineus. Den stammer fra Mexicos pinjeskove og har meget mørkerøde – nærmest sortrøde blomster. Blomstringen sætter ind midt på sommeren, og når først den er i gang, bliver den ved, til frosten kommer. Nogle har oplevet, at deres chokoladeblomst fik i hundredevis af blomster i løbet af sæsonen.

Chokoladeblomsten er velegnet til potter

Ifølge erfarne planteskolefolk er Chokoladeblomsten både velegnet i potter og krukker og i blomsterbede, hvor den spiller fint sammen med andre planter.

Dufter af chokolade

Væksten er overhængende og graciøs, idet blomsterne nærmest står i et flor omkring planten. Chokoladeblomsten har sit eksotiske navn dels på grund af sin varme, mørke farve, og dels fordi dens duft kan minde om kakao.

For at opleve det skal man dog dufte til den tidligt om morgenen, og man skal have næsen helt ned til blomsten – det er ikke som med Jasmin, der på varme sommerdage nærmest står i en sky af duftstoffer.

Chokoladeblomsten er en knoldplante

Chokoladeblomsten sælges ofte som en staude, men er en knoldplante. Planteskolerne køber de spæde rodstiklinge i Holland i det tidlige forår og formerer dem op til præsentable havehaveplanter. Man får mest glæde af sin chokoladeblomst, hvis man anskaffer den i maj, så planten har tid til at vokse sig stor og kraftig – det gælder også knoldene.

Jo større knolde desto bedre muligheder har man for at lave sine egne planter det følgende år. Alligevel er den lidt drilsk. Det er klogest at behandle sin chokoladeblomst som en georgine eller dahlia, det vil sige frostfrit om vinteren.

Tørt og varmt

Man kan tage knoldene op af jorden om efteråret, tørre dem og opbevare dem mørkt og tørt – eller man kan opbevare dem frostfrit i tør jord.

Pasning af Chokoladeblomst

Om sommeren skal Chokoladeblomsten gødes moderat som andre sommerblomster. Vandingen kræver også lidt følelse. Vander man for meget, vil planten blive ranglet, derfor gælder det om at lade den være en lille smule tør, uden at det på nogen måde bliver for tørt.

Denne artikel blev først bragt på idenyt.dk i 2008. Den er senest opdateret 28. juli 2022

Mest læste artikler