Hvad er en skærmplante?
En skærmplante tilhører botanisk set skærmplantefamilien. Familien har masser af medlemmer, der er kendetegnet ved deres lette skærme sammensat af tusindvis af bittesmå blomster, der ser ud, som om de svæver mellem de andre blomster i blomsterbedene.
Det er ikke så underligt, at skærmplanterne er mere populære end nogensinde, for de passer perfekt ind i havedrømme med fokus på naturlig frodighed, lethed og ynde.
På grænsen til vilde planter
Skærmplanternes popularitet er af nyere dato, og derfor kan det være svært at finde beskrivelser og dyrkningsanvisninger i bogreolens havebøger. Det er ikke fordi, det er vanskeligt at dyrke en skærmplante, men snarere et udtryk for, at grænserne mellem, hvad der er vilde planter eller ligefrem ukrudt, og hvad man dyrker i sin have, har flyttet sig.
Mange af de skærmplanter, du kan købe frø af, har nære slægtninge i grøftekanterne, men det gør dem ikke til ringere haveplanter.
Gode i blomsterbedet og buketter
En sky af blomsterskærme giver blomsterbedet en særlig lethed og tilfører samtidig den fylde, der gør bedet til en frodig helhed. Samtidig får du den bonus med i købet, at blomsterskærmene tiltrækker svirrefluer i hundredvis, der hjælper dig i kampen mod bladlus. Endnu en sidegevinst ved en skærmplante er, at blomsterne er super gode og holdbare i buketter.
Find den farve, der passer bedst
Skærmplanterne passer godt mellem lette naturnære sommerblomster eller stauder og er helt eminente i selskab med prydgræsser. I det hvide bed er de hvide skærmblomster helt uundværlige. Der er også sorter med sart lyserøde, bordeuxfarvede og lysegule blomster.
Så skærmplanterne tidligt
En række skærmplanter dyrkes i haven som et-årige sommerblomster, men ofte vil du kunne glæde dig over, at de sår sig selv, når først du en gang har sået dem. Skærmplantefrø ældes hurtigt, så jo før du sår, jo bedre.
Du kan så i bakker med spiremuld, der stilles i en kølig vindueskarm i marts-april, men du kan også så direkte på voksestedet i april og maj. Sår du inde, skal planterne plantes ud, når risikoen for frost er helt ovre. Sår du direkte på vokse-stedet, skal du sørge for at tynde ud, så hver enkelt plante får plads til at udvikle sig.
Er persille en skærmplante?
Mens skærmplantefamilien hidtil ikke har været meget brugt i blomsterbedene, er den anderledes almindelig i køkkenhaven. Foruden gulerod tilhører fx dild, persille, kørvel, fennikel, koriander, selleri og kvan skærmplantefamilien.
Skærmplante – 4 favoritter
Kongeskærm, der også kaldes kongekommen eller på latin Ammi majus.
Tandstikkerurt, på latin Ammi visnaga, findes i flere sorter med hvide henholdsvis bordeuxfarvede blomster.
Gulerod, Daucus carota, er ikke kun en køkken-urt, men også en skærmplante. Udvalgte sorter til sommerblomstsortimentet har smukke skærmblomster.
Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, bør sås inde i marts-april.
Ajourført i oktober 2023