Brug krydderurter i staudebedet

Krydderurter kan sagtens bruges som andet end en god smagsgiver i maden. Mange af dem er også rigtig flotte i staude- eller blomsterbedet. Her får du et par eksempler på krydderurter, du kan bruge såvel i maden som i bedet.

krydderurter


Masser af anisisop

Foto: Lotte BjarkeHer i haven dyrker vi masser af krydderurter. Både fordi de hjemmelavede krydderurter giver maden et fantastisk pift men også fordi, ganske mange af krydderurterne ikke alene smager godt men også er smukke stauder, der gør sig lige så godt i blomsterbedene som i køkkenhaven.

Derfor er der fx betydeligt mere anisisop, Agastache anisata, i haven, end vi på nogen måde kan bruge i madlavningen (hvor den reelt er en uhyre sjælden ingrediens). Lige nu blomstrer den med smukke lilla blomsteraks, som oven i købet tiltrækker sommerfugle.

Mynte i krukke

Foto: Lotte BJarkeDen mørkbladede og lillablomstrede mynte, er også en dejlig staude, der dog er plantet i en krukke, for den har som alle mynter temmelig imperialistiske tilbøjeligheder og kan hurtigt brede sig mere, end godt er. I krukken er der lidt styr på den.

Læs også: Mynte – sådan passer og plejer du den smagfulde krydderurt

Foto: Lotte BJarkeSmuk kinapurløg

Kinapurløg, Allium tuberosum, er lige så smuk, som den er velsmagende, og er derfor plantet både i køkkenhaven og i et af staudebedene, hvor de hvide blomsterskærme lyser op i en dejlig lang periode.

Bronzefennikel med smukt løv

Bronzefennikel, Foeniculum purpureum, dyrker jeg især på grund af det smukke løv, men den kan også bruges som krydderurt, hvis man er til lakridsagtige smagsnuancer. Lige nu blomstrer den med lette gule skærme, der tiltrækker svirrefluer i hundredevis, der forhåbentlig hjælper med at holde bladlusbestanden i ave.

Læs mere om blomster, der får haven til at vrimle med sommerfugle og nyttige insekter på Lotte Bjarkes blog

Mest læste artikler