Brug jordbærplanter som bunddække og undgå ukrudt

Giv skvalderkål og mælkebøtter kamp til stregen med jordbær. Jordbærplanter breder sig nemlig hurtigt til et effektivt bunddække, der kan holde det meste ukrudt stangen. Samtidig får du et ekstra jordbærbed.

Et bunddække er nemt at etablere

Jordbærplanter har rigtig mange fordele som bunddække. For det første er de nemme at anskaffe. Alle, der har et jordbærbed, har næsten altid for mange stiklinger, som de gerne giver væk af. For det andet er de nemme at plante og få til at gro – faktisk er jordbærplanter nærmest svære at få til at dø.

Jordbær en lækker sidegevinst

Når først planterne har godt fat med rødderne, giver hver enkelt lille plante sig til flittigt at sende stiklinger ud. Disse stiklinger kan du nemt flytte hen til de bare huller i bunddækket, indtil hele området er dækket. Og så er der sidegevinsten: jordbær alle vegne under træer og buske.
Læs også: Jordbær – sådan dyrker, plejer og plukker du jordbær

Plant jordbærrene om foråret

Foråret er et godt tidspunkt at plante jordbær. Har du selv et jordbærbed, kan du temmelig sikkert finde stiklinger fra sidste år, og ellers bugner havecentrene med jordbærplanter af forskellige arter.Køb de sunde planter
   
Det kan være en god idé at købe nye, sundhedskontrollerede planter – hvis du får dem fra et gammelt jordbærbed, kan du risikere at importere både dræbersnegle og sygdomme til dit nye bunddække.
 
   

Skovjordbær er mindre

Vil du plante jordbær som bunddække i et bed med fx roser eller mindre stauder, er skovjordbær gode, da planterne ikke bliver så store. I bede med buske og større planter er almindelige jordbær velegnede.

Gød dem, men ikke for voldsomt

Før du planter, skal du rense jorden for ukrudt og rødder, så jordbærplanterne får et forspring. Jorden skal være løs – bland gerne kompost ned i den, det kan de små jordbærplanter godt lide. Jordbærplanter har et forholdsvis lille rodnet, så de optager næringen langsomt. Derfor har de godt af en ikke for kraftig og ikke helt omsat kompost, der langsomt afgiver næringssaltene til planterne.

Kvælstof hjælper bladene

Hvis du planter jordbær for at få mange bær, skal de ikke have kvælstof, det giver store blade og små bær. Men hvis du vil have planterne til hurtigt at dække jorden, så giv dem et godt skud gødning i foråret (fx husdyrgødning eller den du bruger i urtebedet); så kan du næsten se planterne vokse fra dag til dag!

Fjern ukrudt og husk vand til planterne

Første sommer kræver de små jordbærplanter hjælp. De dækker ikke helt jorden, så der vil komme lidt ukrudt, som du må jage på porten. Hvis sommeren bliver meget tør, skal planterne have vand. Faktisk kan selve planterne godt tåle en periode med tørke; men bærrene tørrer ind og bliver uspiselige.

Vand for at få bær

Ønsker du at kunne plukke saftige bær fra dit bunddække, skal du sørge for at de har vand, både når de sætter blomster og mens bærrene udvikler sig. Undgå at overvande, da for meget fugt kan fremme sygdomme som fx gråskimmel. 

Nemme at flytte

Jordbærplanter har en ekstra fordel som bunddække. Selv om de breder sig og vokser tæt sammen, er deres rodnet ret lille. Derfor er planterne nemme at grave op igen, hvis de fx vokser for tæt på buske, har sendt en stikling ind i nabobedet – eller hvis du på et tidspunkt ønsker helt at fjerne dem igen. Selv om der bliver lidt løse rødder tilbage i jorden, skyder de ikke med nye planter.

Skift planterne jævnligt

Den største jordbærhøst vil komme andet og tredje år efter plantningen. Derefter bliver udbyttet mindre, og efter fjerde sæson er det på tide at plante nye planter – hvis du ønsker at få jordbær ud af bunddækket.

Læs også: Hold bedene lugefri med en effektiv bedafgrænsning

Mest læste artikler