Blomstrende frønyheder

Frøstativerne bugner af nye planter og sorter. Vi viser et udvalg af årets blomsternyheder.


Enhver, der drømmer om en frodig have i smukt afstemte farver, bør overveje at lave planter selv. Husk, at du kan give sommerblomsterne et godt forspring ved at så inde allerede nu. Så blomstrer de hurtigere end dem, du sår direkte i jorden. Frøfirmaerne gør et stort num- mer ud af at forny sortimentet hvert år, så der er altid nye blomster at eksperimentere med. Desuden er de nye, forædlede sorter ofte mere dyrkningssikre og mindre modtagelige over for sygdomme.
Antilopeøje,Arctotis fastuosa,har store, lysende orange blomster med sort midte og en diameter på 8 cm. De er gode i buketter og er ikke en af de blomster, der ses i enhver have.

Frøtapetet er en sjov genvej til et spændende blomsterbed. Det består af to lag tyndt ned-brydeligt væv med en blanding blomsterfrø imellem. Hele tapetet “sås” og giver et flot, velkomponeret blomsterbed. Årets tapetnyheder er spiselige blomster og salsa, der er en symfoni af sommerblomster i glade farver.

Californisk guldvalmue, Eschscholzia californica ‘Milkmaid’, er en ny sort af den yndefulde plante, der i øvrigt ikke er nær så sart, som den ser ud. Den tåler faktisk mere tørke end de fleste sommer-blomster. Den har meget smukke, cremefarvede blomster med blågrønt løv. Trives bedst i fuld sol.

Akeleje, Aquilegia vulgaris ‘Miss M I Huish’, er en ny, såkaldt klematis-blomstret akeleje med næsten sorte, meget fyldte blomster, der nikker sødt fra de stive stængler. Planten, der er en staude, bliver omkring 60 cm høj og trives godt i halvskygge.

Vælg rigtig jord

Vælg altid så- eller spiremuld, hvis du sår frø i potter eller bakker. Det giver bedst resultat og mindst risiko for, at noget går galt. Så- og spiremuld er meget findelt sphagnum med lavt indhold af gødning. Findelingen sikrer god kontakt mellem frø og voksemedie, og det lave gødningsindhold gør, at de spæde nye planter ikke får svidningsskader.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Daydream’, er en letdyrket sommerblomst med lyserøde til kirsebærrøde kronblade. Planten trives godt på veldrænet, næringsfattig jord og bliver godt 1 m høj.

Sommerasters
,
Callistephus chinensis ‘Muse’, udmærker sig ved usædvanligt god vejr-tolerance. De bliver 50 cm høje og findes i både en mørkeblå, en blå, en rød og en hvid sort.

Rød ridderspore, Delphi-nium nudicaule ‘Laurin’, er en staude med teglrøde blomster i lette, åbne aks. I modsætning til gængse riddersporer har den en lav, kompakt vækst og bliver kun omkring 40 cm høj.

Isotoma
, Laurentia hybrida F1 ‘Avant-garde’, er rigt-blomstrende sorter med stjerneformede blomster i blå eller pink. De dufter sødt og behageligt og har en god, busket vækstform og blomstrer dejligt tidligt.

Dæk kun let

Når du sår, skal du undgå at begrave de små frø under et tykt lag jord. Frø skal dækkes af et jordlag, der er lige så tykt som frøet selv. Lysspirende frø skal slet ikke dækkes, men blot trykkes let til i potten.

Færdige salater

Salatblandinger, der er lige til at hælde op i en salatskål, er populære. Det er nemt, og man behøver ikke købe flere salathoveder for at få en flot og velsmagende salat. Nu kan du også dyrke din egen salatblanding i haven. En pose frø indeholder forskellige slags bladgrønt, der sås i en række på én gang. Der er flere blandinger at vælge mellem, fx har Thompson & Morgan frøposerne “Crunchy Leaf”, “Baby Leaf” og en lækker krydderblanding.

Mest læste artikler