3 råd: Forbered dit hjem på foråret

Solen er begyndt at titte frem bag skyerne, og temperaturen stiger langsomt. Det er ved at være tid til at forberede din have på, at foråret er ankommet. Vi giver dig 3 gode bud på hvordan. 


Haven i foråret

I takt med at vejret bliver bedre, bevæger flere mennesker sig ud i haverne. Vi har samlet 3 gode ideer til, hvordan du kan forberede din have til foråret.  

1. Tjek tag og tagrender efter vinteren

Vinteren kan være hård ved taget, og har du ikke tid til det store tagtjek lige nu, så tjek nogle af de ømmeste punkter. Tjek først i tagrenderne – ligger der her stykker af tagmateriale, så er det tegn på, at taget er ved at forvitre. Kig også efter revner i tagbelægningen, og tjek, at sten eller plader ikke har forskubbet sig i løbet af vinteren.

Her kan du læse mere om, hvordan du tjekker og renser dine tagrender. 

2. Kom fugesand mellem fliserne

Foråret banker for alvor på døren, og det sikreste forårstegn er som altid, at ukrudtet viser en fantastisk grokraft. Vil du sikre dig mod en uhæmmet mængde ukrudt mellem fliserne, så er det nu du skal friske fugerne op med nyt fugesand. Begynd med at fjerne gammel ukrudt mellem fliserne og rens fugerne op. Gør evt. belægningen ren med vand og lad stenene tørre. Nu er det tid til at feje nyt fugesand ned i fugerne. Fej både diagonalt og lige på fugerne, så du arbejder mest muligt materiale ned mellem fliserne. Til sidst fejer du belægningen ren og glæder dig over, at du er foran ukrudtet mellem fliserne.

Her kan du læse mere om, hvordan du renser og kommer fugesand mellem dine fliser.

3. Gør haveredskaberne klar

Fik du ikke gjort haveredskaberne helt rene og klare, da sæsonen sluttede, så er det nu, de skal gøres klar til en ny sæson. Plæneklipperen skal rengøres godt for gammelt græs, og kniven skal måske slibes. Diverse håndredskaber bør du også gøre rene, og spaden og øksen og andre redskaber, der skal være skarpe, bør også slibes. Har redskaberne træskafter, kan du slibe dem let med sandpapir og så give dem en omgang olie. Det pynter og forlænger skaftets liv.

Her kan du læse mere om, hvordan du gør dine haveredskaber klar til foråret og sommeren.

Mest læste artikler